Værkstedskirken – Træf for hele familien

Værkstedskirken https://www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk/

Vi har fortalt om Eva er vinterbader i Klintebjerg på sidste side. Nu fortæller vi om Værkstedskirken – Træf for hele familien.

 

Værkstedskirken har her på stedet et tilbud til hele familien, dvs. børn, forældre og bedsteforældre, eller hvem der nu ellers har lyst til at komme.

 

Tilbuddet hedder ”Værkstedskirken”, og det foregår i Riddersalen på Østruplund og i Østrup kirke.

 

Den første time
Vi begynder som vanligt i Riddersalen på Østruplund kl. 17. Der – i Riddersalen – er der en kreativ aktivitet, som hele familien kan være sammen om. Der var sat kaffe og vand frem på bordene samt spil. Til de mindste var der lagt byggeklodser frem på gulvet.

Det er meningen, at man skal snakke og hygge lige fra det første minut. Den berømte frugtautomat var også åben.  Den fungerer på den måde, at hvis du lader en knap falde ned i en dåse, så bliver der lagt et stykke gulerod i den grønne tallerken (se billede). Og hvis du lader to knapper falde ned i dåsen, bliver der lagt et stykke æble i den grønne tallerken.

 

Timen mellem 17 og 18 blev også brugt på udendørs leg i slotsparken.

Der blev spillet badminton, vikingspil og kroket.

 

5 gode grunde til at være med i Værkstedskirken

1. Her er der noget, som hele familien kan gå til
2. Man møder andre fra lokalsamfundet
3. Man har det sjovt og hyggeligt
4. Man får en god oplevelse i kirken
5. Man får serveret aftensmad (25 kr. per person) og slipper for at lave mad derhjemme 🙂

 

En kort Gudstjeneste Klokken 18 i Østrup kirke, også som vanligt.

 

Her sang vi sangen

”Må din vej gå dig i møde og må vinden være din ven
og må solen varme din kind og må regnen vande mildt din jord
indtil vi ses igen må Gud holde, holde dig i sin hånd”

 

Det er en sang med bevægelser til hver linje. Vi lærer bevægelserne til sangen, og som alt, hvad vi synger, er teksten sat op på et lærred.

 

Prædikenen handlede om dåben.

Den var ledsaget af billeder og samtale om billederne. I prædikenen indgik der denne gang også en quiz, og jeg kan sige, at dem, der var med til gudstjenesten, var rigtig gode til at quizze 🙂

 

Spisning i Riddersalen på Østruplund

Klokken cirka 18.30 var gudstjenesten forbi, og så gik vi over i Riddersalen på Østruplund for at spise. Menuen stod på hakkebøf med bløde løg. Mmmmm!!

 

Til allersidst sluttede vi med – stående – at synge ”Dejlig er jorden”.

 

Under det sidste vers har vi tradition for at tænde stjernekastere. Det giver en fantastisk god stemning, som jeg tror børn og voksne husker længe efter, at Værkstedskirken er slut.

 

Hold øje med det i kirkebladet næste gang, der er Værkstedskirke!

 

På næste side kan du læse om Kontakt og ideer.