På sidste side har vi fortalt om Aktiviteter i lokalområdet www.skovløkken.dk. Nu fortæller vi om Skrøner, anekdoter og små historier.
I vores nystartede serie om skrøner, anekdoter og gode historier fra sognet, er jeg blevet inviteret til et besøg hos Birgit og Knud Haugsted på Bogø (hvor også Preben Dahl er tilstede), der bidrager med sublim hukommelse og gode historier.
Birgit har disket op med kage, kaffe, øl og vand, og det er allerede rigtig hyggeligt. Der er godt nok lidt undren over, hvad jeg dog tror de kan bidrage med, men der går altså ikke længe, inden de gode historier vælter frem. Det her er en veritabel skatkiste af levende lokalhistorie.
Snakken går om det at bo på Bogø og have boet på Bogø hele livet, som Preben og Knud har gjort. Faktisk kan de stort set datere sig tilbage til inddæmningsåret for præcis 200 år siden, og det er da også inddæmningen og dennes indflydelse på området, vi kommer til at tale mest om.
I 1972 skrev Louise Christensen (Datter af Bogøhus og født i 1904) sine erindringer meget præcist og meget detaljeret og med stor kærlighed til Bogø og de folk, der boede der. Derfor er der også nogle af hendes ord, der har fundet vej til den her artikel.
Inddæmning og oversvømmelse
Inddæmningen har som sagt 200 års jubilæum i år, og det var på den tid danmarkshistoriens største inddæmnings projekt. Bønderne fik mere jord at dyrke, og på Bogø dyrkede man forskellige kornsorter og alle de afgrøder, der skulle bruges i en husholdning på den tid. Det vil sige det gjorde man indtil 1921, hvor en stormflod gennembrød diget og også det sikkerhedsdige, der lå bag selve diget. Sikkerhedsdiget var simpelthen blevet invaderet af vilde kaniner, og der var ikke meget styrke tilbage, så væk gled det. En halv meter flodbølge gled hen over markerne til Bogø, og Bogø var igen blevet en rigtig ø.
Der gik mange år, rigtig mange år, før skaderne på diget rigtig blev udbedret, der gik faktisk 28 år.
Aspargeseventyret på Bogø
Inddæmningsjorden ved Bogø var nu blevet saltmættet, og ingen almindelige afgrøder kunne rigtig gro på jorden, og alting var faktisk rigtig træls. Nu er Bogøanere jo vandt til at klare sig selv og opfindsomme er de osse. Asparges er jo oprindelig en strandplante, og strandplanter kan vel gro i salt jord. Efter kyndig bistand gik man i gang. Louises far og Bogøhus var de første. Det blev starten på et helt aspargeseventyr på Bogø. Det bredte sig nemlig, og efter en række år var stort set hele Bogø dækket af asparges.
Midlerne var små i de tider, til gengæld var opfindsomheden stor. Knud og Preben fortæller med stor entusiasme om den selvgjorte asparges traktor. En gammel traktor var gjort ekstra høj, så den kunne skræve hen over aspargesbedene og sætte jorden op i de høje bede, der er typiske aspargesbede. Vi havde monteret nogle store tallerkenhjulsplove på den høje traktor, som så skovlede jorden op omkring aspargesene. Her bliver jeg simpelthen nødt til at stoppe Knud og lige indskyde, at jeg ikke har det mindste begreb om, hvad han snakker om…..”jeg kommer fra byen”. Knud henter en lille stak billeder, der viser, hvordan dyret så ud. Foran den høje traktor kørte så en amerikansk Farmel A traktor med en specialfremstillet 4 plov og to skråtstillede venstre og højre plove, og det virkede. …..Igen er jeg sat ud af spillet, og Knud må igen ty til billedalbummet. Knud havde i øvrigt den store fornøjelse at gense sin gamle Farmel A traktor for nogle år siden, ved et besøg på et traktormuseum. Dejligt gensyn som han siger.
Nå, men alt det her arbejde med de gamle maskiner resulterede jo i en masse asparges. 1’er asparges og 2’er asparges og de små suppeasparges, som alle skulle sorteres så de kunne transporteres til GASA i Odense og sælges. En ganske god forretning, for asparges har til alle tider været en delikatesse, så det gik fint på Bogø.
Det var også hårdt arbejde, og Louise fortæller i sine erindringer om døjet ved at skulle stikke de mange asparges, en efter en, uden at skade de øvrige skud, der var på vej op. Det var arbejde hver morgen og aften fra først i Maj og indtil Sankt Hans, Pinse og søndag iberegnet. Så er sæsonen slut, men når hele Bogø er dækket, er der også nok at gøre i de lange rækker.
Æbleplantage på Bogø
Hen over tid, kunne jorden på de inddæmmede arealer igen dyrkes med almindelige afgrøder, og i løbet af 50’erne var det slut med asparges på Bogø. Men så begyndte de med frugttræer, æbler helt præcist. Nu blev næsten hele Bogø til en stor frugtplantage. Mellem 100 og 120 tønderland var til sidst plantet til, og det var et fantastisk syn i foråret, når alle træerne næsten samtidig sprang ud og stod i fuldt flor, smukt og fascinerende, og der er stadig masser af æbler på Bogø.
På Bogø har der været beboelse siden den tidlige stenalder, og som Knud indskyder, ”når vi pløjede, så pløjede vi helt ned til stenalderen”. Vi fandt de her sorte ringe fra ildsteder og masser af østersskaller. Af og til fandt vi også stenøkser. Knud henter et fantastisk eksemplar af en smukt forarbejdet stenøkse, næste uden fejl i. Øksen er fundet nede ved fjorden, for enden af hans og Birgits marker.
Man bor godt på Bogø!
16 husstande er der på Bogø, og man fornemmer, at der er et rigtig godt sammenhold på øen.. man får sådan en “her-kunne jeg-dælme-godt-tænke-mig-at-bo” fornemmelse i maven. Både Knud, Preben og Birgit er i hvert fald fantastiske repræsentanter for øen, og fuld i maven og glad i låget siger jeg tak for i aften.
Her ses, hvordan man opsætter aspargesbedene med runde tallerkenhjulplove, efter egen produktion/opfindelse.
Der pløjes til aspargesbedet med 2 specialbyggede højre og venstre plove monteret på en Farmall A traktor, årgang 1947.
Oversigtsbillede fra Bogø af aspargesbedene. Bag pop-lerne er Egensedybet.
På kirkebladets forside kan du se det nye formidlingshus på Bogø. Det ligger et par kilometer nord for Hessum i T-krydset mellem Trøjborggyden og Bogøvej.
I mange år var huset et hønsehus, men det er det ikke mere. Hønsene er sendt ud, og huset er i dag smukt renoveret. Det er især Birgit Haugsted fra Bogø, der er omtalt i den sidste artikel i dette blad, der har stået for renoveringen af huset samt for den udstilling, der fortæller en afgørende periode af egnens historie.
Formidlingshuset er i dag indrettet med smukt opsatte plancher, der i tekst og billeder fortæller historien om, hvordan landskabet omkring Bogø undergik en forvandling fra at være et ørige og til at være et kulturlandskab med store inddæmmede arealer.
Udstillingen handler blandt andet om den driftige ejer af Østrupgård, Elias Møller, der i 1818 gennemførte store digebyggerier, der gjorde Bogø landfast, og som gjorde 607 hektar jord til landbrugsjord.
Den 9. juni i år blev formidlingshuset indviet. Det blev en dejlig indvielse med masser af mennesker og med taler og tak til Birgit og Knud Haugsted samt de øvrige frivillige bag huset samt til Nordfyns kommune, der har støttet projektet økonomisk.
Hvis du endnu ikke har besøgt formidlingshuset vil det være oplagt at gøre det, og efter et besøg tror jeg, at du være en hel del klogere på egnens historie.
Ved siden af formidlingshuset kan man se det tingsted, som beboerne på Bogø indviede for to år siden. Man kan også se de to stenhøje, der markerer inddæmningerne i 1818 samt det besøg, som kronprins Christian, (den senere Christian den 8.), aflagde, da han i 1818 besøgte inddæmningsarbejderne.
