Vi har fortalt dig om Nytårstræf i Præstegården på sidste side. Nu fortæller vi om Onsdagskaffe på kirkegårdene.
Kom og få en hyggelig snak med Henning ved Onsdagskaffe på kirkegårdene. Dog er der vinterpause, så se i Kalenderen, hvornår onsdagskaffe starter igen.
På side 5 i Kirkebladet april- maj 2016 er der omtale af
”onsdagskaffe på kirkegårdene”
Hvad der ikke står, er, at der den 6. april kl. 14.00 – 14.30, 2016 (dagen, hvor kaffeordningen startede), var stor reception ved Skeby kirkes våbenhus med kaffe, champagne og kransekage.
Dette var for at skyde ordningen godt i gang, og I var meget velkomne til at deltage.
Læse mere nedenunder.
Venlig hilsen
Keld
En gang mødtes man hos købmanden eller i Brugsen eller hos bageren i Klintebjerg. Men det kan man ikke længere.
Det er nu cirka 25 år siden, at den sidste forretning forsvandt fra ”Skov-løkkeområdet”, der tilsammen omfatter Østrup sogn og Skeby sogn.
Man kan heldigvis finde folk på havnen i Klintebjerg og ved Egensedybet. Det ændrer dog ikke ved, at vi godt kan bruge flere mødesteder. Derfor fra onsdag den 6. april 2016, og de kommende mange onsdage får vi nye mødesteder, og det er våbenhusene ved Østrup, Skeby og Gerskov kirker.
Det er vores graver, Henning Madsen, der tilbyder at lave kaffe om onsdagen, når klokken bliver 14, og så er det meningen, at man mellem kl. 14 og 14.30 kan få sig en kop kaffe og en snak med Henning og måske med dem, der ellers er mødt op til onsdagskaffen.
Graveren kan lytte
Alle gravere ved, at der i ugens løb kommer mange folk på kirkegården. Mange af dem, der kommer, trænger til en snak, og ofte bliver det graveren, man kommer i snak med – og af og til kommer samtalen til at dreje sig om det at miste og blive alene.
Onsdagskaffen er en mulighed for alle dem, der normalt kommer på kirkegården. Men alle andre er naturligvis også velkomne til at kigge ind i nogle få minutter eller i en halv times tid.
Skiltet følger med
Onsdagskaffen kommer til at gå på skift mellem kirkerne. Har der fx været gudstjeneste i Skeby kirke om søndagen, serveres kaffen i Skeby kirkes våbenhus den efterfølgende onsdag.
Et skilt er udarbejdet for at vise, hvor kaffen serveres om onsdagen. Det kan flyttes fra kirke til kirke, og det vil blive sat ud flere dage før onsdagen.
Den første gang, der var kaffe, var onsdag den 6. april kl. 14.00 – 14.30 2016. Det var i våbenhuset ved Skeby kirke.
Betty Nielsen har sendt os denne artikel
Artiklen er et resultat af, at Betty Nielsen mødte op den allerførste gang, der var onsdags kaffe i Skeby kirke.
Åbningen den 6. april i år blev markeret med champagne og kransekage, og cirka 20 mennesker var mødt op.
”Den første gang der var komsammen til kaffe og kransekage var i Skeby kirke, så jeg tænkte, der må jeg hellere køre ned, og se om der skulle være nogle jeg kender fra gamle dage.”
Det var da også samlet en pæn flok, men kun et par stykker jeg kendte fra min barndom. På et tidspunkt spørger provsten mig, hvad tilknytning jeg har til Skeby kirke.
Ja, hvad tilknytning har jeg, jeg er født i Ørritslev Skov og blev altså døbt her i kirken. Da jeg var cirka 4 år byggede mine forældre det lille hus på modsatte side af vejen, så vi kom jævnligt forbi både til skole og til forsamlingshus, ja, det hændte da også, vi kom i kirken.
Dengang var der græs i stykket ved siden af kirken, hvor vi børn legede og spillede bold, men det skete at bolden røg over muren og ind på kirkegården, så vi listede ind efter den, og så så vi efter om der var ramt en blomst eller væltet en vase, som vi så rettede op på.
Marie Boysen og falkeblikket
Tillige holdt vi øje med når Marie Boysen kom for at ringe solen ned, så kom vi med op i tårnet, og når hun var færdig med at ringe, fortalte hun os, hvad vi så ude i horisonten. Hun må have haft falkeblik, for engang hun var i Odense var hun oppe i Odinstårnet for at se udsigten.
Så var der en som spurgte hvor langt hun kunne se deroppe fra, om hun kunne se kirken, og det mente hun, at hun kunne. For hun så, at den første Jens Prop (død i 1938), som han blev kaldt, gik om hushjørnet ovre ved min far med to bajere i hånden – flot klaret!!
Skeby kirkegård
I skumringen gik min mor tit en tur hen på kirkegården hvor jeg ofte løb med. Så fortalte hun om dem, hun kendte, og hvor de var begravet henne. Min far var vejmand, så dengang skulle han holde pladsen foran kirken, så der fik vi børn ofte en tjans med. En gang skulle jeg klare det alene da min far var forhindret.
Men jeg havde ikke taget tiden i agt. Pludselig begyndte bryllupsgæsterne at komme inden jeg var færdig. Det blev jeg lidt flov over, så jeg levnede det sidste stykke og luskede så hjem.
Konfirmeret og gift i Skeby kirke
Vi var 6 søskende som alle har gået til præst i Skeby præstegård. Inge blev konfirmand ved pastor Iversen, og vi andre ved pastor Madsen, og vi 3 søstre er alle blevet viet af pastor Madsen, selvfølgelig i Skeby kirke.
Efter at Marie Boysen holdt op kom der nye gravere til. Det var Anna og Jens fra Gerskov, som passede de to kirker (Skeby og Gerskov kirker). Men der var mange dage, især om vinteren, hvor der ikke var så meget at lave, så min far fik en nøgle, så kunne han låse op om morgenen, og låse igen til aften.
Det skete, at nogle af hans børnebørn var med derhenne, de morede sig, for far åbnede kirken og råbte ind i kirken:
”Er der nogen hjemme?”, og når der ikke blev svaret, så blev døren forsvarligt låset.
Om vinteren, når det var koldt, kom Anna og Jens hen til mine forældre og spiste deres madpakker, og mor havde altid en varm kop kaffe, som de fik ovenpå, tillige med en god gang snak.
Min mormor og morfar, som boede i Ørritslev Skov, blev begravet i Skeby kirke, og senere først min far i 1978 og min mor i 1992, hvor deres urner kom ned i samme gravsted ved min mormor og morfar.
Så da Keld spurgte mig om min tilknytning til Skeby kirke, kørte jeg hjem til Otterup og skrev denne epistel.
For jeg synes egentlig, jeg har en ret stor tilknytning hertil igennem mange år.”
Artikel skrevet af Betty Nielsen, Bakkevej 13 A i Otterup