På sidste side fortalte vi om Reformationen. Nu fortæller vi om Trinitatistiden – Treenighed indtil Jul.
Med Pinsen – Helligånd og Treenighed viste Gud, Jesus og Helligånden sig som en og den samme.
Efter pinsefesten og helligånden kom på jorden, er alle søndage fra Pinse til Advent treenighedstid i kirkeåret.
Første søndag er Trinitatis søndag, hvor Gud nu er en i tre. Efterfølgende søndage, max. 26 søndage, er treenighedstid.
Vi holder ingen fester i kirken i denne periode. Vi har i stedet for solhversfester, såsom Skt. Hans eller høstgudstjeneste.
Ruths bog
Artikel om en markant kvinde i bibelen ved Lars Larsen, Østrup
Høsten nærmer sig, og det fik mig til at tænke på et af de mere upåagtede skrifter i Det gamle Testamente, nemlig Ruths bog, hvor høsten spiller en ikke uvæsentlig rolle. Samtidig er det en fin lille novelle på blot 4 sider, som selveste Goethe satte så stor pris på, at han et sted kunne skrive: ”Vi ejer intet i verdenslitteraturen, som i elegance kan sammenlignes med den episke og idylliske poesi i Ruths bog.”
Handlingen
Skriftet starter med at fortælle om en hungersnød, der tvinger Elimelek til af forlade Bethlehem, der således ikke længere var det ’brødets hus’, som navnet egentlig betyder. Sammen med sin familie drager han mod øst til landet Moab, hvor både han og hans sønner, der begge har giftet sig med moabitiske kvinder, dør, inden disse har nået at få børn.
Da forholdene hjemme siden bliver bedre, beslutter Elimeleks enke, Noomi, sig til at vende tilbage til Juda, og en af svigerdøtrene – Ruth vælger at følge hende.
I Bethlehem går Ruth ud for – som andre fattige – at samle aks på en mark, der tilhører Boaz.
Han tager godt imod hende, og det viser sig, at han er i familie med Ruths svigerfar, Elimelek.
Han er således deres løser, som det hedder, og dermed særligt forpligtet til at tage sig af de to enker. Boaz er imidlertid også en ældre herre, og selv om hans navn betyder ”i ham er der styrke”, er han dog ikke så stærk og modig, at han tør fri til den unge og dejlige Ruth.
Men det finder Noomi dog råd for ved at udtænke en plan: Ruth skal gøre sig smuk og dejlig og derpå om natten opsøge Boaz på tærskepladsen. Ruth gør, som svigermoren har sagt, og i ly af mørket lister hun ud til Boaz og lægger sig hos ham i kornet. Ikke uventet bliver Boaz overrasket og nok også glad over, at den unge kvinde har valgt ham og ikke en af de unge mænd.
Han opfordrer hende derfor til at blive hos sig til daggry, hvor han vil gå til byporten, hvor de officielle retshandlinger fandt sted, og hér – bevidnet af de ældste – indtræder Boaz nu som officiel løser. Han køber den mark, der tilhører Ruths svigerfamilie og sikrer således hendes barnløse svigermors underhold i alderdommen.
Men ikke nok med det. Boaz gifter sig også med Ruth, og sammen får de en søn, Obed, hvis navn betyder ”redder”. Og redder blev han. Dels fordi Noomi adopterer ham, så hun også på den måde kunne gå sin alderdom trygt i møde, men vel især også, fordi han senere blev far til den Isaj, der blev far til kongen over alle konger, nemlig David.
En lille patriarkfortælling
På mange måder minder Ruths bog om de patriarkfortællinger, vi møder i 1. Mosebog. En sådan fortælling handler om Israels forfædre og deres familier. Men de er ikke blot slægtsfortællinger. De er nemlig formet som fortællinger om familier, som Gud udvalgte, så dens efterkommere med tiden kunne blive til folket Israel.
Tænk blot på historien om Abraham. Som senere Ruth var heller ikke han israelit, og som hun forlod sit land, måtte også han forlade sit hjem i Ur i Kaldæa pga. hungersnød. Og som barnløshed truede enken Ruth, truede den også Abraham og Sara i deres høje alderdom.
Men i begge beretninger vendte Gud alt til det bedste. Han lovede nemlig Abraham, at hans slægt skulle blive til et stort folk, og at den skulle få det forjættede land som ejendom.
Og på tilsvarende vis kan vi i Ruths bog læse, at vidnerne ønsker for Boaz, at ”den kvinde som går ind i det hus, må blive som Rakel og Lea, de to der byggede Israels hus.” Læseren inviteres således til at se Ruth og Boaz som stamfædre, der skal bygge Israels hus, ja selveste Davids hus.
Hele handlingsforløbet – og dermed også meningen med den lille bog – sigter således mod dette ene: at den søn, den fremmede moabit Ruth får med Boaz med tiden skal blive farfar til Israels største konge.
Teologien i Ruths bog
Selv om dette er hovedsigtet, er bogens intention dog ikke udtømt med denne konstatering. For Ruths bog er også beretningen om, hvordan Gud tager sig af et enkelt menneske for at hjælpe sit folk.
Ganske vist nævnes han kun to gange – dels i starten, hvor Noomi havde hørt, at ”Herren havde taget sig af sit folk og givet det føde”. Og senere – i kapitel 4 – hedder det i forbindelse med Ruths ægteskab, at ”Herren lod hende blive gravid.”
Men hermed er der også sagt noget afgørende om Gud: han sørger for brød og efterkommere. Teologien – eller det billede af Gud, der formidles – er således flettet ind i bogens struktur, hvor barnløshed og sult driver handlingen fremad, og det bliver klart, at Gud står ved de svage og ud-sattes side og fører deres sag.
Jeg nævnte ovenfor, at det er nærliggende at læse Ruths bog som en lille patriarkfortælling, hvor hovedpersonen er en fremmed, en kvinde fra Moab – øst for Det røde Hav.
Hun minder således en hel del om andre markante kvinder i Det gamle Testamente, der ligeledes var fremmede, som det var tilfældet med aramæereren Labans døtre: Rakel og Lea, hvis skæbner fik afgørende indflydelse på israelitternes historie.
Derved bliver Ruths bog også til en trøsterig fortælling om, at der er en fremtid selv for fremmede kvinder, ja for fremmede i det hele taget.
Når Ruth nemlig optages i det israelitiske samfund efter Guds vilje og plan, siges der samtidig om Gud, at godheden mod fremmede er en del af hans væsen.
Denne side ved Gud går som en rød tråd igennem hele Bibelen og viser sig vel tydeligst første gang i kapitel 12 i 1. Mosebog, hvor Abraham ikke blot velsignes, men tillige får at vide, at ”i dig skal alle jordens slægter velsignes.”
*****
Den lille novelle om moabiten Ruth, hvis navn – foruden veninde eller næste – også spiller på det hebræiske ord for at være mæt, er blevet læst ved det, man kunne kalde den jødiske pinse – nemlig Ugefesten, der oprindelig var en takkefest for hvedehøsten.
Når vores høst er ved at være forbi, vil mange af os måske gå til høstgudstjeneste, hvor vi højst sandsynlig vil synge med på en af Grundtvigs salmer, hvor det et sted hedder:
”Ham takker alle vi med sang/for alt, hvad han har givet,/for hvad han vokse lod i vang,/for ordet og for livet.”
Den sidste søndag i kirkeåret er betegnelsen for søndagen før den 1. søndag i Advent. Herved afsluttes Kirkens Kalenderår og et nyt begynder 1. søndag i Advent.
