På sidste side fortalte vi om Martin Luther – Reformationens fader. Nu fortæller vi Om at undre sig.
Leder ved Keld B. Hansen
Mens dette blad skrives, forventes århundredets længste totale måneformørkelse, der skal gøre månen blodrød.
Fænomenet skal vise sig om aftenen og vare i cirka halvanden time.
Samtidig skulle der blive lejlighed til at se Mars, ”Den røde planet”, der kommer til at glimte som en orangefarvet stjerne under månen.
Vi kan forklare rigtig mange ting om vores solsystem og om universet, men samtidig undrer jeg mig over, hvor stort universet er og hvor små vi er som mennesker.
Jeg undrer mig over, at jeg selv og min egen dagligdag er som et mikroskopisk fnug i det store univers.
En sang fra Det gamle Testamente
Mennesker har altid set op på himlen og
undret sig over det, de så; det har man også
gjort dengang Det gamle Testamente
blev skrevet. Det er cirka 2500 år siden.
I Salme 8 i Det gamle Testamente står der følgende:
”Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det?
Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det.”
I Salme 8 er himlen, månen og stjernerne en del af skaberværket. Det er alt sammen skabt af Gud. Deraf følger det næste:
der bliver spurgt om, hvad et menneske er i den helt store sammenhæng. Man kunne jo få en ide om, at vi slet ingenting er værd i Guds øjne. Fordi vi er så ufatteligt små.
Men svaret i salmen er, at selv om universet er stort, så husker Gud på os. Gud tager sig af os. Gud har givet os ”herlighed og ære”. Det er en tanke, der er lige så stor som universets storhed: at Gud husker på os og tager sig af os.
Man skulle tro, at det ikke kunne lade sig gøre, men kristendommen handler om, at det kan det.
