På sidste side læste du om Kærlighed. Nu fortæller vi om Martin Luther – Protestantismens fader.
Baggrundsartikel ved Keld Balmer Hansen
Den 31. oktober 2017
er det nøjagtig 500 år siden den tyske munk, Martin Luther, slog sine 95 teser om misbrug af afladen op på kirkedøren i Wittenberg.
Den handling regnes for reformationens begyndelse, og derfor fejrer vi til næste år 500-året for reformationen.
I starten af 1500-tallet var den katolske kirke ved at udvikle sig til en skrupelløs pengemaskine. Kirken bildte folk ind, at Gud straffede dem for deres synder med mindre de betalte sig fra det. Folk frygtede virkelig, at deres sjæl i døden ville blive brændt i skærs ilden. Derfor opstod tanken om afladen, der gik ud på, at man kunne købe sjælen fri ved at betale penge til kirken. Derfor gav folk sig til at betale store summer til kirken.
Efterhånden som tiden gik blev Martin Luther overbevist om, at afladen og tanken om skærsilden absolut intet har med kristendommen at gøre, så for at bringe kirken til fornuft skrev han sine berømte 95 teser imod afladen.
Jeg bringer her nogle smagsprøver på teserne, så man kan se hvordan Luther var modstander af, at man skal kunne frelse sig selv ved aflad og gode gerninger…
I tese nummer 52 skriver han fx: Troen på, at man kan opnå frelse ved hjælp af afladsbreve, stemmer ikke med virkeligheden, om så afladsforhandleren, ja paven selv stod inde for den med sin sjæl.
Og i tese 62 skriver Luther: Kirkens sande skat er det højhellige evangelium om Guds herlighed og nåde.
Det viste sig hurtigt, at kirken afviste alle teserne, og derfor blev bruddet med den katolske kirke og dannelsen af en luthersk kirke efterhånden uundgåelig. Først i store dele af Tyskland og senere i andre lande, fx i Danmark.
Er jeg mon god nok?
I dag har vi jo heldigvis ikke noget, der hedder aflad, og i kirken forkyndes det, at Gudintet har med en straffende Gud at gøre. Gud er en kærlig Gud, der tilgiver os og elsker os sådan som vi er.
Det er den opfattelse af kristendommen, Luther genindførte, og det er hvad der forkyndes i kirken i dag. Også den katolske kirke er for længst gået væk fra at tale om aflad.
Luther taler sin sag for kejseren
Efterhånden talte alle om denne oprørske Martin Luther, der turde udfordre pavekirken. Men kampen mod kirken skulle vise sig at få store personlige omkostninger for Luther, der af paven blev lyst i band og dømt fredløs. Derfor måtte Luther beskyttes – især når han befandt sig uden for Frederik den Vises fyrstendømme, som Wittenberg ligger i.
På reformationstiden regerede kejser Karl den 5. over det meste af Mellemeuropa fra Spanien i vest til Ungarn i øst. Denne Karl den 5. ville gerne høre Martin Luther forsvare sin tro, og derfor indkaldte han i 1521 Luther til at tale sin sag ved Rigsdagen i Worms – en by, der lå adskillige dagsrejser fra Wittenberg.
Luthers gode venner frarådede ham at tage til Worms, men Luther insisterede på at tage dertil vel vidende, at han risikerede sit liv.
Det lykkedes ikke Martin Luther at få kejser Karl den 5. omvendt til den lutherske tro. Også selv om Luther talte godt for sig. En vigtig pointe i hans argumentation var, at han ikke følte sig bundet af pavens lære. Det afgørende for ham var at være bundet af bibelens ord og hans egen samvittighed. Derfor slutter han sin tale med det berømte citat:
”Her står jeg og kan ikke andet”
Citatet gør Martin Luther til en moderne mand, for hvem det at være bundet af sin egen samvittighed er afgørende. Han er på den måde en foregangsmand for vores moderne tid, hvor vi er skeptiske over for autoriteter og først og fremmest føler os bundet af vores egen samvittighed.
Martin Luther tages til fange
På vej hjem fra mødet i Worms blev Luther indhentet af fremmede ryttere, der tog ham til fange og førte ham til borgen Wartburg, Borgen tilhørte imidlertid vennen og fyrsten Frederik den Vise, der havde ladet Luther kidnappe for at beskytte ham og forhindre ham i at blive myrdet af sine fjender. På Wartburg blev Luther klippet, og han fik navnet ”Junker Jørg” – alt sammen for at sløre hans identitet.
Oversættelsen af Det nye Testamente
Mens Luther opholdt sig på Wartburg kastede han sig med en voldsom energi over sit arbejde med blandt andet at oversætte Det nye Testamente fra græsk til tysk. Dette anses også i dag for at være en enorm bedrift. Det var den første gang Det nye Testamente blev oversat til tysk, og det skete, fordi Luther mente, at folk selv skulle være i stand til at læse og forstå det, der står i bibelen.
Se en kort video med Wartburg via link her.
Det var også Luthers holdning, at alle skulle kunne forstå, hvad der bliver sagt, når der holdes gudstjeneste. Der skulle der ikke tales på latin ved gudstjenesterne. Der skulle tales på modersmålet, så folk kunne høre, hvad kristendommen i virkeligheden går ud på.
Magten flyttes over til den enkelte
Man kan sige, at Martin Luther har haft en stor indflydelse på den måde, vi tænker på i dag. Han talte imod autoriteterne i kirken, der påberåbte sig at være ufejlbarlige. Han bandt sine egne afgørelser til bibelens autoritet og til sin egen dømmekraft. Han gjorde kristendommen forståelig, og han fortalte, at enhver er ansvarlig for sin egen tro.
De holdninger har præget os og vores kultur. Vi har i dag i mange forhold et stærkt ønske om at kunne forstå, og vi har en stor tillid til vores egen dømmekraft. Samtidig er autoriteterne ikke hvad de har været – vi har en vis – sund – skepsis over for autoriteter.
Det følgende skal handle om Luthers såkaldte bordtaler.
Et uddrag af dem kan man læse i en fin lille bog – ”Godbidder” – der er skrevet og redigeret af præsten i Flensborg, Jacob Ørsted. Her får vi et anderledes og mere direkte og upoleret billede af hovedpersonen end det, man ofte støder på:
nemlig den angste unge mand, der blev en ulykkelig og plaget munk, men som dog med tiden vandt ny klarhed og udviklede sig til en modig og utrolig produktiv professor og forkynder, salmedigter og oversætter, der efterlod sig et af verdenshistoriens største forfatterskaber, selv om han kun blev 62 år gammel.
Alt dette – og hans øvrige indsats var i høj grad med til at ændre vesteuropæisk historie.
>
”Den, der stikker næsen i al ting får den også i klemme”
Martin Luther
Martin Luther gifter sig med en bortløben nonne
I 1525 gjorde Luther noget, der for en umiddelbar betragtning ikke lige lå til højrebenet: han blev gift. Den udkårne var en tidligere nonne – Katharina von Bora. Hun var 18 og Luther 34, da han slog sine teser op, og hans kritik af klosterlivet førte til, at hun påskenat 1523 sammen med 11 andre nonner flygtede fra deres kloster – nogle siger, at de blev smuglet ud i fisketønder. En sådan flugt var ikke ufarlig, men Luther sørgede for, at de fleste blev gift eller sendt tilbage til deres familier. Kun Katharina voldte problemer. Hun havde fået smag for sin nye kristelige frihed og det selvstændige liv, og de mænd Luther præsenterede hende for takkede hun pænt nej til.
”Det, som du nu knytter dit hjerte til og stoler på, det er i virkeligheden din Gud”
Martin Luther
Skulle hun giftes, skulle det enten være med en af Luthers venner: Nikolaus von Amsdorff, der senere blev Tysklands første reformerte biskop, eller med Luther! Amsdorff var ikke meget for det, og så var der jo kun Luther tilbage, og sådan blev det. Og heldigvis for det – og især for ham. For ægteskabet blev lykkeligt. Det var præget af stor gensidig omsorg og kærlighed, og som Luther på et tidspunkt skrev til en ven er der ”ingen binding på jorden så sød, ej heller nogen adskillelse så bitter, som den, der forekommer i et godt ægteskab.”
Bordtalerne
”Nå, mine herrer, hvad er der af nyt?” Sådan lagde Luther ofte ud ved måltiderne, og derefter begyndte gerne de ældste at tage ordet, og samtalen bølgede ivrigt frem og tilbage inden Luther kort, præcist og ofte meget bramfrit svarede eller sammenfattede emnet – gerne i en form for konklusion. Mange omkring bordet fandt det betydningsfuldt at nedskrive Luthers ord, og bordtalerne alene fylder seks bind i ’de samlede værker’.
Og hvad talte man da om? Ja, alt hvad der rørte sig eller lå en på sinde. Og det var der også en god teologisk begrundelse for. For det Luther havde fundet frem til i sin søgen efter en nådig Gud var – for at sige det på en måske mere nutidig måde – at det at hengive sig til Gud er at give sig hen til livet. Gud er livets strømmende kilde, der skal modtages og have frit løb og gøre den modtagende levende.
”Tanker er toldfrie”
Martin Luther
Så alt kunne naturligvis drøftes, selv om noget vægtedes mere end andet. Jacob Ørsted har disponeret sin nævnte bog: ”Godbidder” – der i øvrigt afsluttes med kapitlet: Luthermad, der bringer tre opskrifter fra datiden – i 24 emner, der dækker hele menneskelivet lige fra vugge til grav med Gud som det naturlige centrum for alt.
Katharina står for den store husholdning
Luther og Katharina eller Käthe boede i Lut-hers gamle kloster, hvor de opfostrede deres seks børn og derudover var travlt optaget af hver deres. Käthe – eller hr Käthe – som Luther lidt drilagtigt kunne omtale hende, var den praktiske, der fik tingene til at hænge sammen i dagligdagen. Han kaldte hende også for Wittenbergs morgenstjerne, for hun stod hver morgen op klokken 4 for at sørge for madlavning, landbrug, bryggeri, handel, fiskeavl og den store husholdning.
Og husholdningen var stor. Dels var der børnene, men dertil kom de mange mennesker, der konstant boede eller færdedes i hjemmet. Det var således helt almindeligt, at der var mellem 30 og 40 personer – venner, medarbejdere, studerende, bortløbne munke og nonner, forældreløse børn, som familien Luther havde taget til sig – tilstede ved måltiderne, der fandt sted i det tidligere klosters spisesal.
”At lægge mand og kvinde ved siden af hinanden og sige: ”lad være med at være mand og kvinde” er som at lægge ild og strå ved siden af hinanden og sige: ”lad være med at brænde”
Martin Luther
Luther for fri udblæsning
Under læsningen præsenteres man for en Luther for fri udblæsning. Der er et gammelt latinsk ordsprog der siger:
naturalia non suntturpia
– naturlige ting er ikke uanstændige, og man må sige, at Luther havde taget de ord til sig.
Han kunne være utrolig ilter, plump og grov med en forkærlighed for det latrinære, når talen var om hans modstandere, paven og Djævelen. Men samtidig møder man også den sjove, glade og kærlige Luther – især når talen drejede sig om Gud, om den skabte verdens skønhed og storhed, og når han kom ind på kvinder, børn/børneopdragelse og musik.
Vi skal være levende, mens vi er i live
Jo, Gud vil – ifølge Luther – at vi skal være levende, mens vi er i live, og kniber det ind imellem med dét, har han et godt råd: ”Plages du af depression, fortvivlelse eller dårlig samvittighed, så skal du spise, drikke og være sammen med venner. Hjælper det dig at tænke på piger, så gør det.”
Lidt om Luther og hans betydning i dag
Reformationsartikel ved Lars Larsen, Østrup
De sidste 3 år har vi her i kirkebladet taget forskud på fejringen af reformationsjubilæet i år ved at skrive lidt om hovedpersonens liv og nogle af hans centrale tanker.
I denne afsluttende artikel er det sigtet at opsummere og se lidt på, hvilken betydning Luther kan tænkes at have i dag.
Lutherrosen
I 1517 – altså samme år som han offentliggjorde de 95 teser om kirkens brug af aflad
– skabte Luther den såkaldte Lutherrose.
Det smukke billede, som han senere fik lavet som signetring, kan betragtes som Luthers teologi i kortform.
Den teologi han havde arbejdet sig frem til efter i mange år at have levet et liv, der passende kunne sammenfattes med en filmtitel af Fassbinder:
”Angst æder sjæle op.”
Denne fortærende angst var nu afløst af den fred og afklaring, som han lod komme til udtryk i sin rose, som han beskrev således:
”Det første skulle være et sort kors midt i et hjerte, som skulle have sin naturlige farve, for at jeg kunne minde mig selv om, at troen på den korsfæstede gør os salige. For når man tror af hjertet bliver man retfærdiggjort.”
Hjertet er placeret midt i en hvid rose
som symbol på, at ”troen giver glæde, trøst og fred”, og rosen befinder sig i et himmelblåt felt, der symboliserer den ”himmelske glæde, som allerede er indtrådt i verden.”
Og yderst er der en gylden ring som tegn på, ”at denne salighed i himlen varer evigt.”
Luthers ’mageløse opdagelse’ var altså, at det var troen, der var det afgørende i menneskers forhold til Gud. Og det var nyt. Hidtil havde han jo troet på, at det var ’gerninger’, det kom an på, at menneskets forhold til Gud var et noget-for-noget-forhold, hvor menneskets frelse afhang af, at det med sine handlinger var i stand til at please Gud,så det kunne blive frelst.
Men netop dét havde jo redet Luther som en mare, for hvornår havde han gjort tilstrækkeligt for at formilde Gud?
Og kunne han ikke læse i Davids 2. salme: ”Tjen Herren i frygt. Kys hans fødder i rædsel. Ellers bliver han vred, og I går til grunde.”
Luthers erkendelse
– at ”når man tror af hjertet, bliver man retfærdiggjort” eller frelst, var han nået frem til ved at læse Biblen og især Paulus på en anderledes og dybere måde, end det, der havde været vanlig praksis, og med denne læsning kom budskabet til at fremstå i et nyt, befriende og sandt evangelisk lys.
Men hvordan skal vi forstå Luthers lære om retfærdiggørelse af tro? Ja, måske som følger: tro er ikke noget man skylder Gud, men er derimod at betragte som en reaktion – en form for taknemmelighed og tillid, der skabes af, at man hører Guds ord. Og de kan i al sin enkelhed og storhed sammenfattes i, at man i troen er frelst, at Gud – som i lignelsen om den fortabte søn – viser os sin barmhjertige kærlighed uden at kræve nogen modydelse, for en sådan er uforenelig med kærlighedens væsen.
Luthers betydning for nutiden
Ved jubilæer sker det ofte at skåltalerne for hovedpersonen nemt bliver ensidigt positive.
Det har også været tilfældet, når talen er om Luther. Tidligere fremstilledes han ofte som Hercules Germanicus, som den køllesvingende frihedskæmper, der slog sin tids autoriteter for panden og dermed banede vejen for den moderne tid. Eller var man teolog var der en tendens til at betragte hvert ord af Mesteren som en ufejlbarlig sandhed. Begge tilgange er imidlertid lige fejlagtige. Luther var som alle andre barn af sin samtid, og han havde endog meget mørke sider.
Og med sit vulkanske temperamentm ville han utvivlsomt reagere voldsomt og uforståeligt på meget af det, man senere har tilskrevet ham.
Og hvad ærkelutheranerne angår, kan der være grund til at minde om teologen Løgstrups ord:
”Af lutter Lutherdom blev man u-luthersk.
Vil man gentage en fortidig persons tanker på en ny tids vilkår, forråder man ham. Enhver inspiration af en forgangen tænker, selv den største, der ikke baner sig vej gennem en kritik af ham, fører til fordærv.”
Luther skal derfor læses kritisk og ’oversættes’, så hans grundtanker iklædes vor tids sprog og erkendelses-betingelser.
Med det in mente kunne et bud på (lidt) af Luthers betydning i dag, måske gå i retning af følgende:
Luthers væsentligste indsats lå i, at han genopdagede troen for det enkelte menneske og gjorde den til et eksistentielt spørgsmål i mødet med en personlig Gud, hvis nåde er nær for alle uden gejstlige mellemmænd.
Opdagelsen virkede som en utrolig befrielse for Luther, den gav ham og andre ”glæde, trøst og fred”.
Denne frisættende kraft havde han som nævnt vundet efter lang tids navlebeskuende og angstfyldt kamp for ikke at slå til og være god nok. Og denne forvandling kunne nok være nærliggende at nævne også i dag. Karakteristisk for nuet er jo, hvis man skal følge psykologen Svend Brinkmanns analyse i bogen ”Stå fast”, at ”samtidens epidemier af stress og udbrændthed” skyldes individets reaktion på at leve i et samfund, hvor den konstante forandring er det eneste stabile holdepunkt.
Det skaber angst for ikke at slå til, og vi holder regnskab med os selv og vores mål og er opmærksomme på om vi slår til her i livet. Man kunne kalde det vor tids udgave af gerningsretfærdighed, og Luthers opgør med denne kunne måske bruges i dag, så vi får tro på, at vi hverken kan eller skal bære al ting selv, ligesom vi hverken kan eller skal være ufejlbarlige.
”Luthers opgør kunne måske give os troen på, at vi hverken kan eller skal bære alting selv, ligesom vi hverken kan eller skal være ufejlbarlige”
Nært forbundet med genopdagelsen af troen er det, man plejer at kalde Luthers kaldstanke eller kaldsetik, hvormed han ville sende kristendommen ud i verden. Negativt betød det, at han ophævede bl.a. klostervæsenet og cølibatet som noget særlig gudvelbehageligt for at understrege, at hverdagens verden er en del af frelseshistorien.
Luthers tanke er således, at enhver skal leve ordentligt i de sammenhænge, man på forhånd indgår i. Tager man det ansvar alvorligt og erkender, at man – trods sin frihed – er ”enhver undergivet”, som han sagde, bliver det også tydeligt, at vi lever af forudsætninger, vi ikke skylder os selv.
Derfor skal vi ikke løfte alt selv, men indse vores afhængighed af andre og andre kræfter. I en selvoptaget kultur som vores kalder det på en samvittighedsfuld omsorg for hinanden.
Men omsorgen skal ikke kun gøre sig gældende i de menneskelige relationer.
Den bør vides ud så den viser sig som en ærefrygt for livet i dets totalitet og kommer til at gælde hele skaberværket og den natur, der ikke blot er vores omgivelse, men i endnu højere grad vort ophav.
Øverst ses det såkaldte antependium – alterforhæng – som Dronning Margrethe har lavet til slotskirken i den tyske by Wittenberg. Foto: ODD ANDERSEN – se link
https://www.b.dk/nationalt/dronning-margrethe-besoegte-luthers-kirke-med-en-gave-hun-har-brugt-over-500
