Kirkeåret
Vi har fortalt om Handlinger. Nu kan du læse om Kirkeåret.
Kirkeåret begynder 1. søndag i advent og følger ikke vores moderne kalenderår.
Som bekendt begynder kalenderåret d. 1. januar. Den kristne kirke har imidlertid sin egen kalender, det såkaldte kirkeår. Kirkeåret begynder med 1. søndag i advent, som er den fjerde søndag før juleaften den 24. december.
I løbet af kirkeåret er der cirka 60 søndage og helligdage. På hver af disse dage holdes der gudstjenester med hver sin tekst fra Det Nye Testamente.
Idéen med kirkeåret er således at fortælle hele Jesu historie fra advent til advent. Når året er gået, er historien om Jesus fortalt færdig. Samtidig afspejler kirkeårets faser også årstidernes gang.
Kirkeårets centrale fester er påskefesten og julefesten. Sådan har det været lige fra oldkirkens dage.
Påskefesten var den ældste og den mest centrale fest. Det er festen for Jesu lidelse, død og opstandelse. Senere kom julefesten, festen for Jesu fødsel. Omkring disse to fester er kirkeåret bygget op. Kirkeåret begynder med advent.
Advent
Advent er et ord, som er hentet fra den gamle græske og romerske kultur. Ordet dækker over den begivenhed, hvor guddommen viser sig i sit tempel. Eller det kan betyde en herskers overtagelse af magten og hans dermed sammenhængende besøg og hyldning i sin by.
Adventstiden varede oprindelig 40 dage, men blev kortet ned til at omfatte de sidste fire søndage før jul. Derfor er det skik mange steder at tænde de fire lys på en adventskrans og dermed tælle ned til juleaften.
Jul
Julefesten er så den anden store fest, som kirkeåret er bygget op omkring. Det er en fest, som er kommet relativt sent ind i kirkens historie. Ja, det ser ud som om julefesten først er blevet fejret ved en gudstjeneste i den nybyggede Peterskirke i Rom omkring 335/337.
Julefesten opstod i den vestlige del af den tidlige kirke, nemlig i Rom. I den østlige del af kristenheden mindedes man til gengæld Jesu dåb den 6. januar. Denne fest kom også til at indeholde fejringen af Jesu fødsel.
Men i Rom lagde man nu Jesu fødselsdag på den 25. december, som var tidspunktet for en gammel romersk fest for solen. For i Det Nye Testamente kunne man ganske rigtigt ikke finde nogen dato for Guds søns fødsel.
I oldkirken havde man en teori om, at Jesus var undfanget den 25. marts og ved at tælle frem nåede man så til 25. december.
Jesu fødsel fejres juleaften og juledag.
2. juledag er til minde om kirkens første martyr, Stefanus.
Helligtrekonger
Julefesten gik i den vestlige del af kristenheden over i helligtrekongersfest, det vil sige festen for de tre vise mænd, der mødte op ved Jesu fødsel.
Derfor tæller man helligtrekongerssøndage frem til fasten. Men lige inden fastelavn søndag kommer følgende to søndage:
Septuagesima
Septuagesima (latin): Den 70. dag før påske, skønt der kun er 64 dage til påske. Oprindeligt var det en søndag, hvor man mindedes jødernes 70 års eksil i Babylon.
Seksagesima
Dernæst kommer Seksagesima (latin): Den 60. dag før påske, selvom der med denne dag kun er 56 dage til påske.
Fasten
I tiden op til påske har kirken en fastetid. I den danske folkekirke som er evangelisk-luthersk, praktiseres ikke faste. Derimod praktiserer mange katolske og ortodokse kristne (både græske og russiske) fasten, dvs. de afholder sig fra at spise kød. Mange ortodokse kristne afholder sig også fra mælkeprodukter og fisk.
Alligevel markerer kirken stadig fastelavn den sidste søndag inden fasten.
Midfaste og Mariæ Bebudelse
Dernæst tæller man tre søndage i fasten indtil Midfaste søndag, som er den midterste helligdag inden selve påskedagen. Dernæst følger Mariæ Bebudelsesdag, som falder ni måneder før jul og er til minde om budskabet til Maria om, at hun skal føde Guds søn.
Påsken
Påskefesten stammer fra jødedommen. Jøderne fejrer påskefesten til minde om udgangen af Ægypten. Den jødiske påskefest er i dag en hjemmets fest, hvor man samles fredag aften ved den store påskesabbats begyndelse og spiser et måltid, der på én gang understreger familiefællesskabet og så den fortælling, der ligger bag festen. Hovedingredienserne i måltidet er ugæret brød, lammesteg og hertil vin.
Kirken har så overtager den jødiske fest, idet Jesus netop blev taget til fange og henrettet under jødernes påske. Forinden tilfangetagelsen fejrede han selv påskemåltidet med sine disciple. Her tydede han brødet som sit eget legeme og vinen som sit blod. Jesus forstås af de første kristne som det påskelam, der ofres og slagtes.
I den ældste kirke var kernen i festen de hellige tre dage fra langfredag til påskemorgen. Dette blev senere udvidet til den hellige uge. Højdepunktet i påskeugen var selve påskenat, hvor man vågede indtil morgenen gryede som tegn på Jesu opstandelse.
I oldkirken blev det imidlertid hurtigt et kalendermæssigt problem, hvornår påsken egentlig skulle holdes. Hidtil havde man lagt påsken samme dato hvert år, ligegyldigt om påskedag faldt på en søndag eller ej. Man rettede sig simpelthen efter den jødiske dato for påskefesten.
På et stort kirkemøde i Nikæa i 325 blev det bestemt, at påsken skulle holdes på første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Det gælder stadig.
Påskeugen indledes med Palmesøndag til minde om Jesu indtog i Jerusalem, hvor folkeskaren spredte palmeblade ud foran Jesus.
Skærtorsdag fejres Jesu indstiftelse af nadveren.
Langfredag er helligdagen til minde om Jesu korsfæstelse og død.
Påskeugens højdepunkt er de to påskedage til minde om Jesu opstandelse.
Pinsefesten
Efter påskefestener der 50 dage indtil pinsefesten. Her var det oprindeligt forbudt at faste, fordi det var en festtid, hvor man i kirkens gudstjenester og de læste tekster fra Det nye Testamente koncentrerede sig om Jesus som den opstandne frelser.
Fredagen før den 4. søndag efter påske har vi en officiel helligdag, Store Bededag. Denne helligdag blev indført ved kongelig forordning i 1686 som en bods- og bededag for at samle alle de bods- og bededage op, som ellers var afskaffet ved reformationen.
Efter 40 dage fejrede man Kristi Himmelfart. Og efter 50 dage fra Påskedag fejrede man så Helligåndens komme, pinsefesten. Også her placerede man i oldkirken pinsefesten på en jødisk festdag, nemlig festen til minde om dengang, Moses modtog lovens tavler af Gud Herren på Sinai bjerg
Trinitatistiden
Efter pinsefesten kommer så trinitatistiden (trinitatis = treenighed) som omfatter den lange række af søndage fra pinse til advent – altså hele sommeren og efteråret frem til december.
Trinitatistiden indledes med Trinitatis søndag, hvor det markeres, at Gud er treenig. Denæst tæller man maksimalt 26 søndage efter Trinitatis. Det er i dag blevet en festløs tid. Men sådan har det ikke altid været, idet denne tid før reformationen var markeret af en række helgenfester. Tilbage af helgenfesterne er Allehelgens søndag. Her mindes man idag dem i sognet, der døde i løbet af året. Men før reformationen var det en samlet mindedag for kirkens martyrer og helgener.
Med sidste søndag i kirkeåret er kirkeårets ring sluttet.
Kirkeårets farver
Siden middelalderen har man symboliseret de forskellige helligdage og faser i kirkeåret med liturgiske farver, Hvid (glæde og lys) bruges til de store fester, især fra påske indtil pinse. Rød (blod, ild og kærlighed) bruges til 2. juledag og pinsen. Violet (håb og længsel) bruges til fastetiden og adventstiden. Grøn (liv og håb) angiver Helligtrekongerstiden og trinitatistiden.
