På sidste side fortalte vi om Advent – fire søndage. Nu fortæller vi om Allehelgen og Bøn.
Allehelgen og Bøn er en tid til at tænke på de døde og mindes i kærlighed.
Bøn ligger herudover også som en mulighed for at tænke over livet og tænke på andre, for at ønske og håbe på det bedre.
En bøn i virusens tid
Jesus Kristus, vores bror!
Da du trådte frem iblandt os mennesker,
var det med ordene ”frygt ikke!”.
Og du sagde: ”I skal ikke bekymre jer!”.
Men din styrke,
ét som du var med din himmelske Far,
har vi små mennesker ikke.
Så vi rammes af bekymring,
når en ny sygdom bryder hverdagen op;
og vi mærker frygt,
fordi vi kender til mennesker,
som den nye virus særligt vil true;
dem tænker vi på,
dem beder vi for.
Og vi beder for os selv:
Lad din ånd virke i os,
give os ro,
låne os glimt af din styrke,
så vi kan leve opmærksomt
med hinanden,
hensynsfuldt og hjælpsomt.
Hjælp os at hvile i dit nærvær,
virke i din kærlighed,
den du lader alt udstråle fra
til tro og håb.
Amen
Johannes Værge
Allehelgensdag handler i dag både om troens forbilleder og om at mindes vore døde. I nogle kirker læser man i forbindelse med gudstjenesten allehelgenssøndag navnene op på de sognebørn, som er døde i det forgangne år.
Allehelgensdag falder den 1. november. Det gælder både i folkekirken og ude i verden.
Allehelgensaften er aftenen forinden, altså aftenen den 31. oktober. Mange er også herhjemme begyndt at fejre aftenen for langt de fleste bedre kendt under det fra USA (og endnu tidligere fra Irland) importerede navn halloween.
Allehelgenssøndag er den søndag, hvor allehelgensdag markeres i folkekirkens gudstjeneste. Det er altid den første søndag i november.
Allesjælesdag markeres ikke i folkekirken, men er en katolsk fejring, der falder den 2. november. Når den 2. november er en søndag højtideligholdes dagen i stedet gudstjenestemæssigt den 3. november
Allehelgen fejres første søndag i november.
Her mindes man de døde, både dem, som vi for nyligt har mistet, men også kristne gennem tiderne, som har vidnet om deres kristne tro.
Allehelgen har rødder tilbage til middelalderen.
For den protestantiske kirke er højtiden også præget af, at Luther allehelgensaften den 31. oktober 1517 slog sine teser mod den katolske kirke op på kirkedøren i Wittenberg.
Derfor regner man den 31. oktober som jubilæumsdagen for reformationen.
Halloween, som også fejres den 31. oktober, er den amerikanske udgave af allehelgen, og det er fejringen af halloween, der har bragt traditionen med uhygge og græskar til Danmark. Det har dog intet med kristendom at gøre.
Du kan læse mere om Allehelgen her.
Sorgen ved alle helgen
Artikel ved Keld B. Hansen
Den 8. januar i år mistede Kaj Hovhave sin mor, Karen Kirstine Elvira Nielsen, og den 4. november var han en af mange, der mødte op til allehelgengudstjenesten i Gerskov kirke, hvor man mindedes de døde.
I et interview, som jeg tog med Kaj nogle dage efter alle helgen, fortæller Kaj om moderens død og om sorgen, der fulgte med:
Det første år efter et dødsfald er et specielt år, fortæller Kaj. Jeg har oplevet at gå med en sorg, som jeg skulle bearbejde. Samtidig lever man med et savn, og det føles mærkeligt, at man ikke længere kan tale med sin mor, når man har lyst til det.
Ønsket om at dø
Min mor blev 98 år gammel, og det gør, at sorgen opleves anderledes end den gør hos dem, der mister et ungt menneske eller et menneske i sin bedste alder. Men sorgen er der jo alligevel.
Min mor var parat til at dø, og jeg vil sige, at hun døde mæt af dage. Som 95-årig begyndte hun at blive dement. Det var naturligvis værst for hende selv, men for os i familien var det også svært at se på. Man kan sige, at hun langsomt blev nedbrudt – hun kunne mindre og mindre.
I den sidste tid sagde hun tit til mig, at ”kan man dog ikke få lov til at dø?” Mit svar var, at det måtte hun tale med Vorherre om, og det er jeg overbevist om, at hun ofte gjorde. Min mor fik lov til at leve et langt liv, men det sidste år har jeg alligevel levet med sorgen.
Man kan også sige, at jeg i den tid der er gået siden hendes død, har fået bearbejdet mange ting. Der har hen ad vejen været mange erindringer, der er dukket op glimtvis.
Oprydning og erindring om slægten
Jeg har været heldig, at jeg har boet tæt på min mor, og mellem hendes død i januar i år
og den 1. oktober, hvor hendes landejendom blev solgt, har jeg haft tid til at rydde
op i hendes efterladte ting. Det at gå og rydde op har været en slags terapi.
Min mor hørte til dem, der gemte mange ting, og mens jeg gik og ryddede op, er mange minder dukket op hos mig. Jeg fandt for eksempel mine gamle konfirmationstelegrammer, og i telegrammerne har jeg fundet navnene på mange mennesker, der nu er døde.
Min mor var nummer 11 ud af en søskendeflok på 12. Det er grunden til, at hun fik navnet Elvira. Jeg har en erindring om min mormor der blev 100 år gammel, og som mistede sin mand, dengang han var 56.
Det fortælles, at hendes mand, da han lå for døden, tilkaldte sin ældste søn og hans kone
og fortalte dem, at nu måtte de flytte hjem og tage ansvaret for hans kone, dvs. sønnens
mor. Ansvaret skulle gælde indtil hendes død.
Hvad ingen vidste dengang var, at hun først døde mere end fire årtier senere.
Samtale med broderen
Kaj fortæller, at han og hans bror, Bent, har haft en god opvækst. Det har været et godt hjem med en far (Arne) og en mor, der drev et husmandsbrug. Det føles godt, at min bror og jeg kan mødes og tale sammen om fælles minder. Vi har det sidste år af og til talt sammen om det, vi har oplevet sammen med vores mor.
Alle helgen
Alle helgen er en milepæl, fortæller Kaj. Man holder ikke op med at mindes eller savne. Sorgen holder heller ikke op. Men man går fra én fase til en anden. Det er min oplevelse, at jeg nu, ti måneder efter min mors død, er klar til at begynde på en ny fase.
Ved alle helgen inviterede jeg familien med i kirke. Pårørende til andre, der var døde i årets løb, var kommet, og de havde også inviteret familien med. Hver familie har sin historie om det at have mistet, og så mødes vi i kirken, hvor vi tænder lys for de døde og mindes dem.
Efter prædikenen læses navnene op på de døde, der har forladt sognet i det år, der er gået, siden det sidst var alle helgen. Derefter er der en stilhed, hvor man mindes de døde.
Det opleves rigtig dejligt at tænde lys. Det giver en tankestund, og der går virkelig mange tanker gennem ens hoved. Derfor er alle helgen en rigtig dejlig tradition. Det var også, hvad vi i familien blev enige om, at det var.
Efter gudstjenesten mødtes familien hos os, og det føltes rart. Samme dag var der lagt en krans på vores mors grav, og der var sat lys ud på graven.
Ved allehelgen mindes vi de døde
Allehelgen falder altid første søndag i november.
Det er en søndag til minde om de døde, både dem vi selv har mistet og alle de mennesker, som har båret den kristne tro videre gennem generationer.
Gudstjenesten allehelgensdag skaber gennem bønner og salmer plads til at mindes og sørge over dem, vi har mistet.
I mange kirker bliver navnene på dem, som i årets løb er døde, læst op. Nogle steder tænder man lys for dem.
