Flot indsættelse af ny præst, Neel Christiansen

 

Foto: Gorm Skousen

På billedet ses: Keld B. Hansen, Neel Christiansen og Lotte Zarlang, der er præst i Søndersø og Skamby

 

Denne artikel nåede ikke at komme i kirkebladet. Den kom efter deadline, og så skrev jeg en anden artikel i stedet for.

Mange varme sommerhilsener fra

Keld

 

 

Flot indsættelse af ny præst, Neel Christiansen.

Neel Christiansen blev indsat som ny præst i vores to sogne søndag den 29. maj 2022. Med tre indsættelsesgudstjenester på programmet i alle sognets kirker, var der rig mulighed for at alle beboerne i sognene kunne hilse på den nye præst.
Provst Keld Balmer Hansen har fået for travlt og mangler hjælp til præstegerningen, så Neel Christensen er ansat i en 50 % stilling i de to sogne og resten af arbejdstiden i Søndersø og Skamby sogne.

 

 

Af Britt Skousen Andersen

De 27 kirkegængere i Østrup kirke fik en hyggelig og særlig gudstjeneste, da Neel Chistensen blev indsat som præst i Østrup og Skeby sogne. Indgangsbønnen blev læst af Sofie Damgaard Vogt på 15 år, der også synger i ”Gelænderlærkerne”, et kirkekor, der til daglig hører til i Østrup kirke, og som deltog i dagens gudstjeneste. ”Det dufter lysegrønt af græs i grøft og mark og enge…” sang koret stående på gangen bagerst i skibet.

Kirken var pyntet med de flotteste rød-hvide blomster – samme dejlige farver, som Ridderkorset, der denne dag sad på brystet af provst Keld Balmer Hansen.

Efter salmesang og tekstlæsning holdt Keld Balmer Hansen indsættelsestale for Neel Christensen. I den sagde han blandt andet:

 

”Tillykke! Du er hermed ansat på Danmarks ældste arbejdsplads, som kirken nu er. Der er kirker, der er mere end 800 år gamle, så på den måde kan man sige, at du er ansat i et godt gammel firma. Evangeliet er gammelt, men samtidig også nyt, da Jesus kommer til os som en ven, en bror, en der bærer vores byrder. Han kommer til os med mere tro, mere håb og mere kærlighed.”

Derefter beskrev Keld Balmer Hansen Neel Christensens kommende arbejde, hvor hun vil få støttende rolle i fire sogne på Nordfyn og på den måde få fyldt sin arbejdstid ud.

”Du får et stort ansvar, og du kommer til at tage del i mange menneskers liv. Du skal undervise i den kristne tro, du skal deltage ved dødsfald, vielser og nyde bryllupperne. Du kommer til at dele glæde og osrger med sognets beboere. Også søndagsgudstjenesterne skal du stå for ind i mellem. Du er ansat i et nyt embede, og det kommer til at kræve meget af dig, at komme ind i jobbet.”

 

Neel Christensen har en fortid som folkeskolelærer og har efterfølgende taget den teologiske embedseksamen i en – for mange – sen alder. Ugen inden indsættelsen i Østrup-Skeby sogn blev hun ordineret i Odense domkirke.

”Jeg kender mange her, men vi skal optræde som ligeværdige partnere. Stort tillykke og velkommen til Neel Christensen,” afsluttede Keld Balmer Hansen sin tale.

Derefter læste Keld Balmer Hansen ansættelsesbrevet fra Kirkeministeriet op, der var dateret den 22. maj 2022, og et mere formelt brev fra biskop Tine Lindhart, der var dateret den 5. maj 2022.

Keld Balmer Hansen og Neel Christensen gav hinanden håndslag på ansættelsen og godt samarbejde og derefter var det Neel Christensen, der sagde holdt prædikenen.

Heri fortalte hun om Jesus, der ser på os, om betingelsesløs kærlighed, om nødvendigheden ved at tro og om Guds kærlighed som en gave. Vi skal selv føle os elsket, før vi kan elske andre og Gud er kilden til den betingelsesløse kærlighed. Spørgsmålet er, om vi tør den kærlighed?

 

Ja, der er krig, sult, nød og meget mere, der viser det modsatte, men når vi bliver skuffede, er det vigtigt at huske, at Gud er kærlighedens kilde, som kan fylde os op indefra.

Herefter sang Gelenderlærkerne: ”Duften af jasmin…” krydret med nogle flotte soloer.

”Du som gir’ os liv og gør os glade” blev sunget i fællesskab og herefter forestod Neel Christensen resten af gudstjenesten med altergang og velsignelse.

Det var på alle måder en festdag i Østrup kirke. – En festdag, der fortsatte med reception i Østrup forsamlingshus.

 

Efter gudstjenesten fortalte Lene Larsen, at hun som medlem af menighedsrådet og ”rejseholdet” i sognet, syntes, at det havde været en rigtig god gudstjeneste. Neel Christensen havde holdt en prædiken i et godt og klart sprog. Og så var det en god lejlighed til at sige velkommen.
”Det er godt, at Neel er indsat, så hun kan hjælpe Keld. Han har været overbelastet i lang tid, så det er dejligt, at Neel vi satse på os. Og godt at Keld kan få mere tid til sine opgaver som provst også. Hende bliver vi glade for!,”  smiler Lene Larsen.

”Jeg synes, det har været en god gudstjeneste. Den var livgivende ud fra kærlighedsbudskabet,” stemmer Susanne Mandrup i.