Kærlighed

Vi har fortalt om Kristi Himmelsfarts dag. Nu fortæller vi om Kærlighed.

Jeg hørte ord, som jeg ikke kunne komme væk fra…

Ved høstgudstjenesten for nylig læste Otto fra Rejseholdet (en gruppe på 20 frivillige, der hjælper til ved gudstjenesterne / red.) en tekst, som siden har rumlet lidt i mit hoved. Dels pga. dens indhold, men især pga. to ord, som jeg ikke kan komme væk fra. Teksten var Davids salme 139, der handler om Guds skærmende nærhed. I vers 9 til 10 hedder det: ”Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast.”

Morgenrødens vinger – hvilken poetisk kraft og skønhed ligger der ikke i disse ord! Det kunne jeg godt tænke mig at forfølge lidt og se, om det forekommer andre steder i Bibelen.

Skaberens magt over morgenrøden

Jobs bog er et mærkeligt skrift, der handler om den retfærdige Job, der bliver udsat for ufattelige lidelser. Han bliver opsøgt af 3 venner, der forsøger at overbevise ham om, at der må være en fornuftig forklaring på, at det er gået ham så tragisk, som tilfældet er.

Det vil Job imidlertid ikke høre på – og det vil Gud heller ikke. Han fejer både Jobs klage og vennernes forklaringer til side og stiller så i kapitel 38 en lang række spørgsmål, hvor det første lyder: ”Hvor var du, da jeg grundlagde jorden? Fortæl det, hvis du har forstand til det.” Spørgsmålene har tilsyneladende alle den funktion, at de skal sætte forholdet mellem Gud og mennesket i perspektiv ved at appellere til menneskets ydmyghed. Mennesket er ikke Gud og har ikke overblik eller magt som Gud. Det udtrykkes lidt senere i kapitlet således: “Har du nogen sinde beordret morgenen frem, anvist morgenrøden dens plads?”

Skaberens storhed, der bl.a. viser sig i magten over morgenrøden kommer også profeten Amos ind på et sted, hvor han skriver: ”For se, han, som dannede bjergene og skabte vinden og som kan fortælle et menneske, hvad det tænker, han, som gør morgenrøde til mørke, og som går hen over jordens høje, hans navn er Jahve, Hærskarers Gud.”

Som naturfænomen er det indlysende: Morgenrøden er Skaberens – ikke menneskets sag.

Så sikkert som morgenrøden

Morgenrøden er imidlertid ikke alene noget, der har med solens gang at gøre. Hos profeten Hoseas hedder det et sted: Lad os kende Herren…han bryder frem så sikkert som morgenrøden.

Morgenrøden – et billede på Jesu fødsel

Jeg kan naturligvis ikke vide det, men det kunne tænkes, at det er tanken herfra, der fik Grundtvig til at digte julesalmen: ”Himlens morgenrøde” (nummer 101 i salmebogen). Her bliver ordet brugt som et billede på det under, som Jesu fødsel er. For ind i jordens mørke blev himlens lys født. ”Himlens morgenrøde, for levende og døde” hedder det i vers 2. Her er der altså tale om, at morgenrøden bliver brugt som et billede på det, der lyser i Kristus – på det livs- og glædesfremkaldende forløsende lys fra himlen, der fødes på jorden for at bryde mørkets og dødens magt.

Gud ånder på mennesket med sollyset

Noget tilsvarende gør sig gældende i Jakob Knudsens ”Se, nu stiger solen af havets skød.” Her møder vi sollyset som en forløsende kraft fra Gud, der kalder det levende frem i mennesket. Med sollysets velsignende kraft sker der en nyskabelse, for i dette lys ånder Gud på mennesket med dets ”mørke og sjæleve”, så det igen bliver i stand til at ”favne dagen”. Som Gud i tidernes morgen åndede på Adam og gjorde ham levende, således ånder Gud nu skjult i morgensolen på mennesket, så det bliver lyslevende og når til en erkendelse af, hvad der gælder for menneskelivet: nemlig at vi dybest set lever af, at Gud sender sit lys.

Morgenrøden – et billede på kærlighed

Men morgenrøden er åbenbart ikke udelukkende Guds sag. I Salmernes bog kapitel 57 hedder det nemlig et sted: ”Mit hjerte er trygt, Gud…vågn op, min sjæl…jeg vil vække morgenrøden. I Salme 108 finder vi en næsten identisk formulering, og det er derfor naturligt at spørge, hvad meningen kan være, når nu morgenrøden – som vi har set – både som himmelsk fænomen og som billede tilsyneladende ellers alene er Guds sag.

En mulig forståelse finder vi måske hos profeten Esajas. Han lader et sted sit folk forstå, at Guds vilje ikke er, at de skal faste ved at hænge med hovedet som et siv og ligge i sæk og aske. Nej, får vi at vide, den faste Gud ønsker er den, der ”løser ondskabens lænker og sprænger ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg; ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne. Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden.”

Når man således gør kærlighedens gerninger, da skal ens lys bryde frem som morgenrøden. Da bliver der lys.

Og i et tidligere kapitel, hvor der tales om store trusler mod folket, og hvor nogle mener, at man da skal opsøge dødemanere og sandsigere – da protesterer profeten. For i stedet herfor ”skal den, der ingen morgenrøde ser, svare: ”Til belæring og til budskabet.”

Kan man ikke tage Esajas’ ord til sig som en påmindelse om, at hvis morgenrøden er blevet skjult for os, hvis vi kun ser trusler og mørke i vores liv, da er der lys at hente i ”belæringen og budskabet”. Og det kan vi, der lever nu – i evangeliets tidsalder – forstå som den belæring og det budskab, der lyser i Kristus. Der er det lys, vi kan vende os modtagende imod – kærlighedsbudskabet og kærlighedsbelæringen. For ligesom vi er blevet elsket, skal vi gøre kærlighedsgerninger. Og ligesom vi er blevet tilgivet skal vi tilgive.

Når man hører budskabet, der kalder tro frem i en – tro, håb og kærlighed – ”da skal dit lys bryde frem som morgenrøden.” Ved tro, håb og kærlighed vækker man således morgenrøden over sit liv.

Lovsang og Alle tiders kærlighed….

Om ”Højsangen” i Det gamle Testamente     

I Det gamle Testamente findes en lovsang til kærligheden, ja et helt lille skrift, som i Luthers oversættelse blev kaldt Højsangen og som på originalsproget hedder Sangenes Sang – dvs. den ypperste sang. Begge titler giver stor mening, for det lille skrift om kærlighed er på flere punkter enestående.

I Højsangen udspiller handlingen sig om foråret (regntiden er ovre og alt – også kærligheden – spirer), og da skriftet tillige af de gamle jøder blev forbundet med påsken, kunne der være god grund til at opholde sig lidt ved det her i tiden lige efter påske.

Højsangens kærlighedsdigte

Baggrundsartikel ved Lars Larsen, Østrup

”Ville han blot give mig et kys af sin mund! Din elskov er dejligere end vin, dejligere end dine salvers duft.”

…Således indledes Højsangen, og dermed er tonen slået an i den samling af kærlighedsdigte, der udgør Bibelens mest lidenskabelige skrift, hvis grundtone er, at ”kærligheden er stærk som døden”, som det hedder et sted. Den lille bog på blot 8 kapitler består af godt 30 smukke og meget sanselige digte om kærligheden, og det er komponeret som en vekselsang mellem en kvinde – Shulamit – og en mand, som traditionen gerne vil have er kong Salomo. Kærligheden mellem kvinde og mand finder vi også beskrevet andre steder i Det gamle Testamente, men det helt specielle ved Højsangen er, at man her finder et andet syn på forholdet mellem kønnene end det, der var gængs samt en frigjorthed fra de moralske normer, der ellers var de fremherskende.

Naturen og kærligheden

Højsangen skiller sig imidlertid også ud fra andre bibelske skrifter med sine mange og mættede naturskildringer og sin store detal-jerigdom. De fleste scener foregår udenfor byen – i et landskab med haver, parker, vin-gårde, bjerge m.v. og med en mangfoldighed af arter indenfor dyre- og især planteverdenen. De elskende omtaler således ceder, figen og æbletræer, vinstokke, nøddebuske, roser, liljer m.v. og mange forskellige aromastoffer og krydderier bl.a. kanel, myrra og henna.

Naturen og især haven og vingården danner således rammen for de to unges kærligheds-forhold – det er her, de færdes, det er her, de mødes. Digtene bobler af en glæde over naturens overdådighed, der sanses gennem de to elskende. De jubler over dens skønhed, de smager dens frugter, indånder dens dufte, hører dens lyde.

Kærligheden udtrykt i billeder

Floraen indgår imidlertid ikke blot på det bogstavelige plan som en del af den natur, der danner scenen for Højsangen. Den er også en vigtig del i digtenes rige billedsprog. Når de elskende beskriver hinandens kroppe sker det med billeder hentet forskellige steder fra – især fra floraen. Og i denne billedlige brug af planteverdenen er det især vinstokken og frugttræerne, der er de foretrukne vækster. Han sammenligner hendes tinding med et bristet granatæble, hendes skikkelse med en palme, hendes bryster med vinstokkens klaser og hendes gane med dejlig vin. Og hun beskriver hans hår med billedet af daddelklaser og hans kinder med billedet af aromastoffer. Og ikke bare kroppene, men også deres kærlighedsforhold taler de om i billeder, som vi ser i det i starten af kapitel 1.

Erotiske billeder

Stederne, hvor de elskende færdes, kan have billedlig betydning. De mødes således på myrrabjerget og på røgelseshøjen, på balsambjerge og duftende bjerge – betegnelser, der har tydelige erotiske bibetydninger. Det samme gælder vingården og haven, som vi f.eks. kan se det i kap. 4 vers 12ff. Her beskriver Salomo sin elskede med billedet af haven og dens frugter og dufte. Herefter bliver billedet mere dynamisk, og på opfordring fra Shulamit kommer han til sin have og nyder dens herligheder:

”Min elskede skal komme til sin have og spise af dens frugter. Nu kommer jeg til min have, min søster, min brud, jeg plukker min myrra og min balsam, jeg spiser min bikage og min honning, jeg drikker min vin og min mælk.”

Her er det oplagt ikke blot at tolke haven rent bogstaveligt som en del af det rum, de elskende bevæger sig i, men også som et billede på selve kærlighedsakten. Og man ville gøre Højsangen uret, hvis man ikke tog det lille skrift på ordet og læste det som en smuk beskrivelse af kærligheden mellem kvinde og mand.

Kærligheden mellem Gud og mennesker

Alligevel er det, som om det rige billedsprog involverer læserens aktive medvirken og in-viterer denne til at finde nye betydninger i teksten. For selv om Højsangen også adskiller sig fra alle de øvrige bibelske skrifter ved ikke at indeholde helt centrale begreber som pagt, skabelse, velsignelse osv. – ja end ikke Gud optræder i teksten – så tolkede de den lille bog som et skrift, der nok på det bogstavelige plan handler om kærligheden mellem kvinde og mand, men som billedligt udtrykker kærligheden mellem Gud og mennesker. Og denne kærlighed kom – for jøderne at se – om noget sted til udtryk i den begivenhed de mindes og fejrer i påsken, nemlig Guds udfrielse af sit folk fra slavetilværelsen i Egypten.

Denne måde at læse Højsangen på blev videreført af de kristne, der ligeledes tolkede dens hovedpersoner og deres kærlighedsforhold som et billedligt udtryk for forholdet mellem Gud og menneske, – et forhold, der overalt i Det nye Testamente sammenfattes i ordet kærlighed. Og denne kærlighed er ikke alene stærk som døden, som det hedder i Højsangen. Den er stærkere. Det fejrer vi i den kristne påske, hvor vi mindes, at Jesus påskedag opstod fra de døde og dermed viste – som det hedder et sted hos Grundtvig, at ”Kærligheden, hjertegløden, stærkere var her end døden…”.

Omtale ved Keld B. Hansen om Kærlighedens lovsang

I foråret bragte vi en artikel om Salomons Højsang, der er en smuk beskrivelse af kærligheden mellem to mennesker. Det lille skrift, der findes i Det gamle Testamente, er trods sin store skønhed ikke nær så kendt som den

Kærlighedens Højsang, der findes i Det nye testamente – i kapitel 13 i Paulus’ 1. brev til menigheden i Korinth. Her finder vi poesi og forkyndelse i særklasse, og teksten – eller dele af den – kendes af de fleste. Dels fordi den er en ofte brugt tekst til bryllupper, men vel også fordi den har inspireret kunstnere op igennem tiden.

Helt aktuel er således Anne Linnets sang: Størst af alt er kærlighed.

Paulus og kærligheden

I sit brev skriver Paulus bla.: ”Kærligheden er tålmodig, og kærligheden er mild, kærligheden bliver ikke misundelig, den praler ikke og fører sig ikke frem. Kærligheden gør ikke noget den ikke kan stå ved. Den gør ikke noget for sin egen skyld, lader sig ikke provokere, bærer ikke nag, og fryder sig ikke, når der sker noget uretfærdigt, men glæder sig over sandheden. Kærligheden finder sig i alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden holder aldrig op”.

Man kan næsten sige, der er noget overmenneskeligt over den kærlighed, Paulus beskriver, for vi kender jo til, at kærligheden kan visne og dø ud, ja endda blive til had, og selv den allerstærkeste kærlighed mellem forældre og børn kan have sine grænser. Så hvad mente Paulus, når han taler om kærlighed, som han gør? For at finde et svar, må vi kikke tilbage og se lidt på forfatteren og hans baggrund.

Paulus

Der er nok ingen tvivl om, at Paulus var et utrolig dynamisk og passioneret menneske. Han var oprindelig uddannet teltmager og læste siden videre og blev skriftklog og farisæer, og i den egenskab brugte han megen tid og energi på at bekæmpe den nye kristne religion. Men så skete der noget afgørende, der radikalt ændrede hans liv. På en rejse til Damaskus blev han, der den gang hed Saulus, overvældet af et lys, der blændede ham i tre dage, og han hørte en stemme sige: ”Saulus, hvorfor forfølger du min kirke?” Hvad Saulus svarede fremgår ikke, men at oplevelsen havde store konsekvenser for ham, ligger helt fast. Han blev nu overbevist om sandheden i den religion, han hidtil havde bekæmpet så indædt og blev nu ’hedningemissionær’, der rejste land og rige rundt for at forkynde om Jesus Kristus og for at grundlægge nye menigheder.

”Kærligheden er tålmodig, og kærligheden er mild, kærligheden bliver ikke misundelig, den praler ikke og fører sig ikke frem”

På en af sine mange rejser kom han også til Korinth, der dengang var Grækenlands største og mest pulserende by, og det er til menigheden her, han skriver sit brev. Man må forstille sig, at han forud havde modtaget et brev med en beskrivelse af store vanskeligheder, man måtte kæmpe med her i den nye menighed. Og det er dem, han forsøger at svare på og løse med sit brev.

Problemerne i Korinth

Men hvad var det da, der var på færde i menigheden? Ja det var kort og godt intern splid og spektakel om næsten alt mellem himmel og jord. Helt centralt var konflikten mellem de såkaldt ’stærke’ og de ’svage’.

De stærke var dem, der følte sig bedre, finere, mere dannede, vidende og på anden vis de svage langt overlegne og derfor mente at have andre rettigheder og frihedsgrader end deres ’mindreværdige’ medkristne.

Men det var ifølge Paulus en ukristelig og en alt for menneskelig måde at møde sine medmennesker på. Alle mennesker er jo Guds skabninger, og der er således ikke forskel på jøder og kristne, mand og kvinde, fri og slave, rig og fattig.

”Kærligheden gør ikke noget den ikke kan stå ved. Den gør ikke noget for sin egen skyld, lader sig ikke provokere, bærer ikke nag, og fryder sig ikke, når der sker noget uretfærdigt, men glæder sig over sandheden”

Paulus´ ’kur’.

Man kan læse kapitel 13 som en konklusion på 1. Korintherbrev og ligeledes som Paulus’ forsøg på at bilægge stridighederne. Og her er det så, han bringer kærligheden på bane. Han indleder med en lovprisning ved tre gange at sige:

”Om jeg så….men ikke har kærlighed, da er jeg intet”.

Pointen er, at alt kan undværes undtagen kærlighed. Men det er ikke tilfældige egenskaber, der spilles ud mod kærligheden. Det er netop de egenskaber, de stærkere korinthere mente at være i besiddelse af, og som de mente hævede dem op over andre, de svage. Efter de første tre indledende vers personificeres kærligheden. Den er mild og tålmodig, den misunder ikke, og den tror alt, tåler alt, håber alt, udholder alt.

Det, der kendetegner kærligheden, står således i stærk kontrast til de ’stærke’ korintheres praksis, der lader sig beskrive med ord som praleri, misundelse, usømmelighed og selviskhed. Netop alt det, den sande kærlighed ikke er.

I talens sidste afsnit (vers 8-13) tematiserer Paulus kærlighedens bestandighed: Kærligheden hører aldrig op. Og det er vel netop derfor, den er størst. Alle andre såkaldte nådegaver er relative – selv de største. Troen er relativ ved at pege bort fra sig selv mod det fortidige, nemlig Kristusbegivenhe-den. Håbet er også relativt, da det peger bort fra sig selv henimod fremtiden og den endelige frelse.

Kærligheden derimod retter sig ikke væk, men er absolut som nutidig handling – den er subjekt for handling, da den ”tror alt, håber alt”, men den er også troens og håbets ’genstand’, for det er kærligheden, der tros og håbes på.

Guds kærlighed

I grundteksten bruger Paulus er særligt ord for denne kærlighed, nemlig ordet agape, der betegner Guds kærlighed til mennesker, der adskiller sig kvalitativt fra den romantiske kærlighed mellem mennesker, som gerne betegnes med ordet eros. Og denne agape-kærlighed, der vel helt overordnet kan beskrives med afkald, og som blev synlig i Kristus – ja, han døde jo ligefrem for den – den er det, Paulus appellerer korintherne til at praktisere. Nøjagtig som Jesus i sin tid talte om den næstekærlighed, der vil gøre Guds kærlighed til vores egen.

Men det, der falder naturligt for Gud, det skal vi arbejde for at få til at fungere, hvad forholdene i bl.a. Korinth jo viste med al tydelighed. For kravet om næstekærlighed handler jo ikke primært om dem, vi elsker i forvejen, men dækker først og fremmest dem, vi ikke kan lide og dem, der i det hele taget er meget svære at elske.

”Kærligheden finder sig i alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden holder aldrig op”

Der er desværre ikke meget der tyder på, at Paulus havde succes med sin højsang og dens budskab, for i sit næste brev til menigheden fremgår det, at forholdene blot var blevet endnu værre.

Det ændrer imidlertid ikke på storheden i hans tekst og på det evigt sande i, at størst af alt er kærlighed.