Vi har fortalt om Johannes åbenbaring og Dommedag. Nu fortæller vi om Julen – Jesu fødsel.
Julen – Jesu fødsel 24. december…for lige præcis det årstal vi er nået til siden.
I julen fejres Jesu fødsel i Betlehem. Det er en begivenhed, som vi og store dele af verden har fejret i et par tusind år. Alene det gør festen bemærkelsesværdig.
Jesu fødsel er en stærk begivenhed. Det liv, han lever, er også stærkt.
Jeg mener, at både hans fødsel og hans liv kan få os til at overveje, hvad der er vigtigt her i livet.
For det, som Jesus bringer med sig, er et budskab om fred i hjertet og fred i verden.
Han bringer også budskabet om kærligheden, der er vigtigere end alt andet og som går forud for alt andet og som kommer fra Gud.
Og han fortæller os med det, han siger, og med det, han gør, at vi aldrig står uden Gud.
Uanset hvad er vi omgivet af gode magter.
Du ønskes en rigtig glædelig jul!
Med venlige hilsner
Provst Keld B. Hansen
Julefesten er kommet til senere i historien.
Første gang man ved, at den blev fejret, var ved en gudstjeneste i den nybyggede Peterskirke i Rom omkring år 335/337 e.k.f. Den gang fejrede man Jesu fødsel den 25. december, som var tidspunktet for en gammel romersk fest for solen.
Der står ikke præcist i Det Nye Testamente, hvornår Guds søn blev født. I oldkirken vedtog man, at Jesus var givet til Maria af Gud den 25. marts, og ved at tælle 9 måneder frem, nåede man frem til 25. december.
Vi fejrer Jesu fødsel juleaften og juledag.
2. juledag er til minde om kirkens første martyr, Stefanus.
Dig og mig og hyrderne fra Betlehem
Leder ved Keld B. Hansen
Jeg har mødt mange folk, der tænker, at de nok ikke er gode nok i Guds øjne. Mere eller mindre bevidst tænker de vel, at der stilles en form for eksamenskrav for at komme med i Guds gode selskab, og så opgiver man på forhånd – man tænker, at man alligevel aldrig kommer til at bestå.
Af samme grund føler man sig ikke helt hjemme i kirken. Man tænker, at det er stedet for de fromme og frelste. Man tænker, at kirken ligesom ikke er stedet, hvor man bare kan dumpe ind og blive en del af det hele.
Men sagen er den, at kirken rent faktisk udelukkende er for folk som dig og mig, der lever vores liv på godt og på ondt. Med ting, der går godt, og med ting, der går mindre godt. Derfor står kirkens dør åben for alle, og Guds dør står åben.
Det sidste, nemlig at Guds dør står åben, oplevede Betlehems hyrder julenat. De var almindelige mennesker med et lavstatus job. Derfor oplevede de, at der var mange, der så ned på dem, og derfor tænkte de måske også, at Gud heller ikke orkede at have noget med dem at gøre.
Men så blev det alligevel dem, der kom til at spille en hovedrolle, da Jesus blev født. Nogenlunde på linje med Josef og Maria, der også var helt almindelige mennesker.
Et englekor mødte hyrderne, og så var de ellers de første, der blev inviteret inden for i stalden for at se Guds søn.
Derfor handler julen også om, at Gud med glæde ser på ganske almindelige mennesker, og at ingen derfor bør føle sig udenfor. Alle kan føle sig omsluttet af Guds kærlighed og Guds nærvær. Guds dør står åben!
Glædelig jul!!!
Markus fortæller ikke om Jesu fødsel, men de tre andre evangelister, Mattæus, Lukas og Johannes, gør det – hver på deres måde.
De fleste er nok enige om, at Lukas gør det bedst.
Det er i hvert fald hans juleevangelium (Lukas kapitel to), der er det kendteste.
Mattæus
Det er Mattæus, der i sit juleevangelium fortæller, at Josef er i vanskeligheder. Det er ikke let, når ens kæreste kommer og fortæller, at hun er blevet gravid med Hellighånden. Derfor ønsker Josef først at lade sig skille fra Maria i stilhed. Men efter en drøm, hvor en Guds engel viser sig for ham, ombestemmer han sig. Han beslutter sig for at blive hos Maria, og han påtager sig et ansvar for det barn, som hun skal føde.
Det er også Mattæus, der – som den eneste – beretter om de vise mænd fra Østerland, der kommer for at tilbede den nyfødte Jesus i Betlehem.
Hos Johannes præsenteres Jesus som ham, der har været hos Gud helt tilbage til begyndelsen før verden blev til. Jesus er lyset, der kommer til verden og bliver menneske.
Han er ifølge Johannes det sande lys, der oplyser ethvert menneske.
Lukas fortæller juleevangeliet
I sit andet kapitel går Lukas i gang med at fortælle om Jesu fødsel.
Det er vigtigt for ham at fortælle, at Jesu fødsel ikke er et eventyr eller en legende, og derfor gør han meget ud af at skrive, hvornår begivenheden fandt sted, og hvor den fandt sted.
Lukas skriver, at Jesu fødsel fandt sted mens Augustus var kejser i Rom og mens Kvirinius var statholder i Syrien.
Disse historiske oplysninger er ment som en besked til læseren om, at Jesus er født på et bestemt tidspunkt i historien.
Og når Lukas skriver, at fødslen fandt sted i Betlehem i Judæa, så ved læseren, at Jesus er født på et ganske bestemt sted – et sted, som de fleste ved, hvor ligger.
Lukas´ præcise angivelser kan også få nutidens historikere til at sige, at Jesus er en historisk person.
Han har levet, og mennesker har til alle tider troet på, at han er Guds søn og verdens frelser.
Vi kan ikke bevise, men vi kan tro
Lukas er god til at fortælle om Jesu fødsel på en gribende møde. Han fortæller om Jesusbarnet, der fødes i stalden og om hyrderne og englene på Betlehemsmarken.
– at englen siger ”Frygt ikke” betyder, at Jesus er frelseren, der lægger en dæmper på menneskers frygt.
Ingen kan bevise, at Jesu fødsel er foregået nøjagtig som Lukas har beskrevet det. Men alligevel gør hans beretning os klogere på, hvordan Gud er:
– Når Lukas fortæller, at Guds søn fødes i en stald i udkantsbyen Betlehem betyder det, at han fødes ind i den virkelige verden, og at han fødes blandt almindelige mennesker.
– at hyrderne er de første, der hører om Jesus fødsel er et udtryk for, at Gud tager de mennesker alvorligt, der befinder sig nederst på samfundsstigen.
– Når Lukas fortæller, at Guds søn fødes i en stald i udkantsbyen Betlehem betyder det, at han fødes ind i den virkelige verden, og at han fødes blandt almindelige mennesker.
– at hyrderne er de første, der hører om Jesus fødsel er et udtryk for, at Gud tager de mennesker alvorligt, der befinder sig nederst på samfundsstigen.
– at englene synger betyder, at det guddommelige er på færde og at historien derfor er en ganske særlig historie.
Juleevangeliet lever af fortsættelsen
Når juleevangelierne hos Mattæus, hos Johannes og hos Lukas er blevet så berømte, er det især fordi Jesus, Guds søn, var og blev til noget stort.
Den Jesus, der blev født i Betlehem, voksede op, blev voksen, blev døbt af Johannes Døberen, fik disciple, underviste, trøstede, helbredte, døde, opstod fra de døde og blev grundlægger af kristendommen.
Det er ikke mindst det Jesus betød og har af betydning i dag, der gør evangeliet om hans fødsel til noget stort og glædeligt.
Jesu fødselskirke i Bethlehem
Juleartikel af Lars Larsen, Østrup
Som barn elskede jeg, når vi skulle pynte op til jul. Så fandt Mor den store kasse med julesagerne frem: halmkransen, der skulle pyntes med gran, så den blev en adventskrans, kravlenisser, hjerter og kræmmerhuse og meget andet godt. Men det bedste af det hele var, når hun pakkede julestalden ud.
Det var en fin lille træhytte med stråtag, og herinde lå Jesusbarnet trygt i sin krybbe omgivet af sin mor og far, af et æsel, en ko og et får samt af de tre vise mænd fra Østerland. Det var for mig en total idyl – fuld af tryghed og varme, som jeg aldrig kunne blive træt af at kigge på.
I mange år var jeg overbevist om, at det var sådan, Jesu fødsel fandt sted. Og det var faktisk først langt senere, da jeg læste Selma Lagerlöfs smukke Kristuslegende: ’Den hellige nat’, og endnu senere læste om Fødselskirken, at jeg blev klar over, at Jesus nok snarere blev født i en grotte end i en hyggelig, lun og stråtækket stald – en grotte, der ganske vist dengang ofte blev brugt som stald. Om denne kirke og grotten skal det følgende handle.
Fredsfyrsten
For 3000 år siden boede der i Bethlehem en bonde ved navn Isaj. Han havde en søn, David, der som dreng og ung arbejdede som hyrde, inden han med tiden blev den største af alle Israels konger. Langt senere var der i landet en profet, Mika, der forudsagde, at der fra Bethlehem ville udgå en fyrste, der skulle være en ”Fredens herre”.
Det er ikke utænkeligt, at Lukas havde Mikas ord in mente, da han århundreder senere skrev det juleevangelium, vi alle kender så godt. Josef var jo af Davids hus, og derfor måtte han sammen med sin gravide kæreste, Maria, drage til den lille flække lidt syd for Jerusalem for at lade sig registrere, så han kunne betale den skat, de romerske besættere mente, han skyldte dem.
Og her – under meget enkle forhold – skete det største og mest utænkelige af alt: her kom Frelseren (som det hebræiske navn Yeshua betyder) til verden, her blev Gud menneske.
Fødselskirken
For de første kristne var det naturligt at søge stedet, hvor underet havde fundet sted, og allerede i det 2. århundrede kunne kirkefaderen Justin Martyr, der kom fra det nuværende Nablus, berette om fødselsgrotten, hvortil de kristne kom for at tilbede Frelseren.
Et par århundreder senere var Konstantin blevet kejser i Romerriget, og i modsætning til sine forgængere var han kristen. Stærkt tilskyndet af sin mor, Helena, lagde han i 327 grundstenen til det, der skulle blive til Fødselskirken, der blev bygget over den grotte, hvor Jesus var blevet født.
Jeg har ikke selv besøgt kirken, men ret enslydende beretninger kan fortælle, at den ofte kan fremkalde et kulturchok hos den uforberedte, der forbinder en religiøs helligdom med stilhed, skønhed og andagtsfølelser. Står man nemlig på ’Krybbepladsen’ og ser på kirken, minder den snarere om et fort med en grå fæstningsmur end om en kirke.
Går man så til indgangen – den kun 130 cm. høje Ydmyghedens Port – bøjer hovedet og går ind, træder man samtidig ind i 1700 års dramatisk historie. Det gør kirken til den ældste i verden, der stadig er i funktion, og den er da også optaget på Unescos verdensarvsliste.
Konstantins kirke fik kun lov at stå i godt 200 år indtil et sammenstød mellem jøder og samaritanere førte til, at store dele af den brændte. Kort tid senere lod den byzantinske kejser, Justinian, en ny kirke opføre, og murene, som de står i dag, stammer fra hans tid.
Derimod er loft og gulv udskiftet flere gange, og hele kirkens indre fik en omfattende fornyelse af korsfarerne i 1100-tallet. De udvidede også kirken, der med tiden knopskød og fik tilbygget klostre: et græsk-ortodokst, et katolsk fransiskanterkloster og et armensk ortodoks. Alt iberegnet fylder kirken således i dag 1.2 hektar.
Fødselskirken er en 5-fløjet basilika med et hovedskib og to sideskibe med dobbelte søjlegange. Den blev allerede af korsfarerne rigt udsmykket med mosaikker, væg- og søjlemalerier, der især viser scener fra Jesu liv. Men også helgener er repræsenteret, bl.a. vor egen Skt. Knud, hvis knogler vi kan se i krypten under hans kirke i Odense.
Fødselsgrotten
Den græsk-ortodokse kirke har siden 1244 haft ansvaret for højalteret, og her – i koret – fører en trappe ned til grotten, hvor Jesus blev født. Det nøjagtige sted for fødslen er markeret af en 14-armet sølvstjerne, og over denne er der en lille bue med mosaikker, der viser Maria og de tre vise mænd samt en indskrift med ordene: pax hominibus, der er de latinske ord for det, hyrderne hørte englene synge på marken, da Jesus blev født: ”fred til mennesker”.
Den problematiske fred
Mika profeterede om en fredsfyrste, englene sang om fred, og hele Jesu virksomhed var i fredens og kærlighedens tjeneste. Ikke desto mindre må man nok lede længe efter et sted, der har ført mere ufred med sig end fødselskirken. Den satiriske og humoristiske forfatter Ephraim Kishon skriver et sted om sit folk, at hvor der er to jøder til stede, er der mindst tre opfattelser. Lidt det samme kan man sige om de kristne, der har til huse i og omkring det, der skulle være en fredens kirke. Deres ’samliv’ har nemlig ofte været præget af ufred og manglende evne til den tilgivelse, Jesus ofte talte om. Hver cm. af kirken er nøje målt op, og munkene vogter nidkært over deres områder. I 1852, da hele området var underlagt det tyrkiske Osmannerrige blev der indgået en særlig status-quo-aftale, der nøje fordelte rettigheder og pligter – herunder rengøring. Den burde have hjulpet, men det har ikke altid været tilfældet, og så sent som i 2011 udbrød der slåskamp, hvor fejekoste og knytnæver fór gennem luften, da græske munke trådte ind på armeniernes områder.
På den baggrund – og med kirkens historie, der er fyldt af beretninger om plyndringer, tyveri (senest af den store stjerne, hvilket var med til at udløse Krimkrigen) og jordskælv in mente – kan det måske derfor ikke undre, at det vakte opsigt, da der efter sigende fandt et julemirakel sted i Fødselskirken for få år siden. Her opdagede en gruppe pilgrimme nemlig pludselig, at et billede af Jesus var begyndt at blinke og græde. Billedet er malet øverst på en søjle ved højalteret lige ved nedgangen til fødselsgrotten og stammer måske fra det 12. århundrede. Det er i hvert fald meget gammelt, og det, der skete nu, var aldrig tidligere blevet set. Rygtet om underet bredte sig hurtigt, og mange troende, der med egne øjne havde set Jesu øjne blev snart enige om, at Jesus græder over al den nød og ufred, der er i kirken, i verden i almindelighed og på Vestbredden (hvor Bethlehem ligger) i særdeleshed.
*****
Og det med øjnene får mig til at vende tilbage til Selma Lagerlöf, der – som nævnt ovenfor – var med til at rive mig ud af min barnlige naivitet. For i slutningen af historien, som farmoderen fortæller den 5-årige Selma, samler hun alle trådene med følgende ord: ”Det er ikke lys og lamper, det kommer an på, og det er ikke sol og måne, der er det væsentlige, men det, som det kommer an på, er, at vi har øjne, der kan se Guds herlighed.”
En god julefortælling ved Lars Larsen, Østrup
Legenden om den 4. vise mand
I sin beretning om Jesu fødsel fortæller Matthæus, at der kom en gruppe stjernetydere fra østen til Betlehem for at tilbede Jesusbarnet.
Denne korte notits blev med tiden til legenden om de hellige tre konger, der i kirken fejres den 6. januar.
I den kristne fortælleskat findes der imidlertid også en historie om en fjerde vismand, og om ham handler det følgende.
Safiren og den første rejse
I landet Persien – det land, der nu hedder Iran – levede der for mange år siden en mand ved navn Artaban. Han var læge, filosof, drømmetyder og astronom, som det var skik blandt tidens vise mænd. Sammen med sine tre venner Kasper, Melchior og Balthasar, der boede i Babylon i Irak, havde han set en stjerne, der bebudede, at den konge alle lyskilder symbolsk pegede mod, snart skulle fødes. Og de aftalte, at hvis stjernen viste sig igen, ville de tre vente i 10 dage på Artaban i Babylon, så de sammen kunne drage af sted til Jerusalem for at finde kongernes konge.
Og så skete det: stjernen viste sig atter, og Artaban – der allerede havde solgt hvad han ejede og i stedet købt tre ædelsten, han kunne give Guds udvalgte søn – sadlede sin hest og begav sig afsted mod Babylon.
Efter knap ti dages trættende ridt var han tæt på mødestedet, men pludselig ville den udmattede hest ikke gå længere.
Da Artaban så sig om i mørket fandt han en døende mand ligge på stien han red ad. Han blev i vildrede. Skulle han hjælpe den nødstedte med frygt for at komme for sent til de tre venner, eller skulle han ride forbi ham og nå frem i tide. Han bad Gud om råd og steg derpå af hesten og plejede den forkomne med vand, mad og lægeurter.
Da manden, der viste sig at være en landflygtig jøde, efter en tid var kommet lidt til hægterne, takkede han sin redningsmand og spurgte så til hans ærinde. Artaban fortalte ham om sin rejses mål: mødet med Guds udvalgte. Jøden kunne da fortælle, at Messias skulle fødes i Betlehem, og med denne oplysning drog Artaban nu videre i håb om – trods alt – at nå frem i tide. Men han kom for sent.
Hans tre venner var allerede taget afsted, og han blev nu nødt til at rejse alene gennem den farefyldte ørken til Judæa. Men for at det kunne lykkes måtte han bedrøvet sælge den safir, der var tænkt som en gave til Messias,
og for pengene købe kameler og proviant. Det gjorde han og drog nu af sted mod sine drømmes mål.
Rubinen og de mange rejser
Efter mange strabadser nåede Artaban endelig til Betlehem. Det var en lille og underligt stille by, men med et hørte han en mor, der blidt sang for sit barn. Han spurgte kvinden, om hun vidste, hvor han kunne finde det barn, han søgte.
Kvinden fortalte da, at tre fornemme mænd havde opsøgt barnet, og derefter var den lille familie i al hast draget af sted mod Egypten. Artaban var atter kommet for sent.
Mens han sundede sig over skuffelsen, lød der pludselig larm uden for hytten, og han så grædende og forstenede mødre og romerske soldater, der hærgende gik fra hus til hus og dræbte de børn, de fandt.
Den skrækslagne mor gemte sig med sit barn, og da soldaterne nåede frem til hendes hytte, stillede Artaban sig i døren og bedyrede, at han var alene og blot ønskede fred.
Og for at give sine ord vægt, rakte han den anden ædelsten – den kostbare rubin – frem mod den griske befalingsmand, der derpå beordrede sine soldater videre. Artaban var på en gang lettet og lidt i vildrede. For han havde reddet et barn med en af de ædelsten, der var bestemt for Messias.
Han fortsatte nu sin rejse og kom til Egypten, men atter kom han for sent. Han søgte overalt, kom til byer, hvor han mødte – ikke barnekongen – men fattige, som han bespiste. Han kom til syge, hvis smerter han lindrede, og han besøgte de nedtrykte, der var buret inde i underjordiske fængsler. Ja så optaget var han af at hjælpe, at det syntes som om han helt havde glemt sin egentlige opgave. Men det havde han ikke – og han gemte stadig den sidste af de tre ædelsten ved sit bryst
Perlen og den sidste rejse
Sådan forløb mere end 30 år, og det var nu en gammel Artaban, der på sin rejse kom til Jerusalem ved påsketid.
Her mødte han en stor menneskehob på vej til et sted, der hed Golgata.
Da han spurgte hvad der var på færde, lød svaret, at en mand, der kaldtes Jødernes Konge skulle korsfæstes. Med et blev det klart for Artaban, at det var den konge, han havde søgt hele livet, og straks meldte den tanke sig, at han måske kunne bruge sin sidste ædelsten til at løskøbe Guds Søn.
Knap havde han tænkt tanken, før han så nogle soldater, der kom trækkende med en pige, der skulle sælges som slave. Pigen faldt ned for hans fødder og bad om hans hjælp, og Artaban stod over for sit livs 3. store prøve:
skulle han frikøbe pigen med den sidste ædelsten – den kostbare perle – eller skulle han følge sin oprindelige indskydelse, da han havde hørt om kors-fælstelsen?
Valget syntes svært og dog var det enkelt, og i stedet for at give perlen til Guds Søn, som han havde søgt hele livet, gav han den til pigen, der nu kunne købe sig fri.
Da skete det, at dagen med ét blev mørk som natten, jorden rystede, bygninger faldt sammen, og Artaban blev ramt af en sten. Dødeligt såret faldt han til jorden, og pigen lagde forsigtigt hans ansigt i sit skød. Mens hun sad sådan og lyttede til hans åndedræt, sagde Artaban med svag stemme:
”For hvornår så jeg dig sulten og tørstig og gav dig mad og drikke? Hvornår så jeg dig hjemløs og gav dig husly? Hvornår så jeg dig syg og i fængsel og hjalp dig? Herre, jeg har søgt dig i mere end 30 år og dog aldrig set dig eller tjent dig.”
Da hørte pigen en stemme ovenfra, der sagde: ”Det du har gjort for den mindste af mine brødre, det har du også gjort for mig.”
Der kom da en glans og en afklaret ro over Artabans ansigt, og et lettelsens suk lød fra hans læber. Hans rejse og søgen var endt og hans gaver var modtaget.
Den fjerde vise mand havde fundet sin konge.
Julen – ”Og det skete i de dage…”
Julen – ”Og det skete i de dage…” Med disse ord starter Lukas på det juleevangelium, som han har skrevet, og som vi læser i kirkerne juleaften.
Jesu fødsel som noget, der virkelig er sket
For Lukas er det vigtigt, at få fortalt, at historien om Jesu fødsel ikke er noget eventyr, men at historien om Jesu fødsel er en historie, der virkelig er sket.
Derfor er Lukas omhyggelig med at nævne historiske personer. Han nævner Augustus, der på den tid var romersk kejser. Han nævner også en anden historisk person, nemlig Kvirinius, der var guvernør i det nærliggende Syrien. Og juleevangeliet nævner konkrete byer: det nævner Nazaret, hvor Josef og Maria kom fra, og det nævner den lille by Betlehem. Det var der, i en by på landkortet, Jesu fødsel foregik, og dermed ikke i en eventyrverden.
At Jesus virkelig har levet bliver bekræftet af historikere i det første århundrede. For eksempel den ikke-kristne historiker, Josefus, der nævner Johannes Døberen, Jesus og flere af apostlene.
Derfor er der heller ikke i dag nogen tvivl om, at Jesus har levet, og at mennesker helt fra begyndelsen har troet på, at han er Guds søn.
Det er os, Jesus kommer til
Men det næste man kan sige om Jesus er, at han er Guds søn. Det bliver en sag for troen, og det er det, der forkyndes i kirken: at Jesus er Guds søn og verdens frelser.
Det er, når han er guddommelig, at han skiller han sig ud og bliver mere end Augustus og Kvirinius og alle andre historiske personer.
Og det er, når han er guddommelig, at han griber ind i vores tid. Derfor handler julen først og fremmest om, at han også er vores frelser. Der er os, han kender, det er os han hjælper, det er os, han elsker.
Keld B. Hansen
