På sidste side læste du om Østrup Kirke. Nu kan du læse om –
Forandringer på kirkegårdene – Hvis du en sommerdag har lidt tid til overs, vil jeg foreslå dig at gå på besøg på en af vore kirkegårde ved Østrup, Skeby eller Gerskov kirker.
Vore kirkegårde er velholdte og fredfyldte oaser, hvor du kan sætte dig på en bænk eller gå omkring og betragte gravsteder, gravsten, blomster, buske, træer og meget mere.
Kirkegårde fortæller historier
Jeg holder meget af at gå omkring på en kirkegård og se på gravsten, der fortæller historier om mennesker, der har levet en gang. Man kan for eksempel se, om deres liv har været kort eller langt, så når jeg ser på gravsten, kan jeg ikke lade være med at forestille mig, hvordan deres liv har været.
På min vej rundt på en af vores lokale kirkegårde får jeg også øje på en del personer, som jeg har kendt. En kirkegård er derfor først og fremmest et sted, hvor man mindes de døde. Det betyder, at mange mennesker kommer der dagligt eller ugentligt for at besøge deres kæres grave.
Vores unikke kirkegårdskultur
Jeg kan ikke komme i tanker om andre steder i verden, hvor vi har så smukke og så velholdte kirkegårde som her i Danmark. Det får mig til at sige, at kirkegårdskulturen er en helt særlig kultur, som jeg synes det er meget vigtigt at bevare.
Kirkegårde under forandring
Mange ting er dog under forandring på kirkegårdene. Det er cirka hundrede år siden, at vi i Danmark fik det første krematorium, og i løbet af det sidste århundrede er det blevet mere og mere almindeligt, at de døde bliver brændt. Resultatet af den udvikling er, at vi får flere og flere urnegravsteder, og da de ikke fylder så meget som almindelige kistegravsteder, bliver der de fleste steder bedre og bedre plads på kirkegårdene. Samtidig er stadigt flere interesseret i, at deres aske skal spredes over havet, og så bliver der endnu bedre plads på kirkegårdene.
Fremtidsplaner for kirkegårdene
Derfor handler det om, at gravere og menighedsråd skal lægge planer for, hvordan kirkegårdene skal udvikle sig, så vi også om 50 år har smukke og attraktive kirkegårde uden alt for mange tomme gravsteder.
Vores egen graver har derfor – sammen med de andre nordfynske gravere og menighedsråd – sat ekstra fokus på kirkegårdenes udvikling, sådan at der kommer et godt udbud af urnegravsteder, og sådan at de bare pletter efter de sløjfede gravsteder sås til med græs og sådan, at kirkegårdene med tiden får et mere parklignende præg.
Målet er på den måde at fremtidssikre vore egne kirkegårde i Østrup, Skeby og Gerskov, så folk også i fremtiden vil komme på kirkegårdene for at besøge de afdøde samt for at finde skønhed og ro.
En vandring på kirkegården
Artikel af Keld Balmer Hansen
En dag kom jeg tilfældigt forbi Østrup kirkegård. Et ægtepar var kommet for at sætte en buket blomster ved et urnegravsted. Manden havde grebet en vandkande og var ved at vande buketten.
Sådan kommer der i løbet af en dag mange besøg på kirkegården. Nogen kommer der dagligt, mens andre aldrig eller meget sjældent kommer der.
For mig er der noget meget velkendt både ved Østrup, Skeby og Gerskov kirkegård. Sommetider går jeg tur på kirkegårdene for at finde navnene på dem, som jeg har kendt. Eller for at læse om dem fra gammel tid, som jeg ikke har kendt.
Rundt omkring på kirkegårdene er der opstillet bænke, for når man er på besøg på en kirkegård, må man gerne give sig tid. I foråret kan man fx sidde der og nyde forårssolen. På kirkegårdene er der også plantet buske, der tiltrækker sommerfugle og insekter. Og der er sat fuglekasser op; det styrker fuglelivet.
Som nævnt kan man gå omkring og se på nogle af de gamle gravsten. På Østrup kirkegård findes en gammel sten fra 1809. Det drejer sig om en pige, der blev født i år 1800. Pigen døde altså som barn, og på stenen står der, at : ”Hindis far er … smed”, og så står der til sidst, at ”Salige er de som dø i Herren.”
På en anden sten nævnes pastor Søren Peder Lassen, der blev født i Trondheim i 1785 og som i hele 59 år (1818 – 1877) var sognepræst i Østrup og Hjadstrup. Søren Peder Lassen er stadig kendt her på egnen, og det skyldes, at han var præst i en tid, hvor folk begyndte at få faste efternavne. Det skulle vise sig, at pastor Lassen var meget frisk til at give folk efternavne, og ofte blev folk opkaldt efter lokale stednavne. Vi har stadig folk her på egnen, der bærer efternavne, der stammer tilbage til Lassen. For eksempel navnene Bæksted, Damberg, Damsted, Fredberg, Høilund, Klinggaard, Laulund, Norberg, Sinddal, Vanggaard, Vikkelsø og Yndgaard.
På en gravsten på Skeby kirkegård står der ”Julemand”. Det er normalt en sten, som børn er meget fascinerede af og har spørgsmål til.
Jeg går tit og ser på, hvor gamle folk er blevet. Af menneskers alder kan man se, at der er tale om mange forskellige menneskeskæbner. Nogle af dem kender jeg og andre kender jeg ikke. Nogle er døde alt for tidligt, mens andre er blevet næsten hundrede år.
På de fleste gravsten er et menneskes fødselsår markeret med en stjerne (*), og dødsåret er markeret med et kors (†). Stjernen skal minde om Betlemhemsstjernen og om Jesu fødsel. Og korset skal minde om Jesu død. Det er blot et par af de symboler og udtryk på en kirkegård, der minder om menneskers tro og håb.
Når man går på kirkegården kan man også lægge mærke til en udvikling, der er sket over de sidste årtier. En gang skulle man – næsten – altid have et gravsted med en gravsten og en hæk omkring. Men i dag foretrækkes mange andre former for gravsteder. Der er fx urnegravstedet på cirka en meter gange en meter med plads til en lille sten.
Der er også de ukendtes gravsted, hvor afdøde ingen sten får. Og der er plænegravstedet, hvor afdødes navn står på en stenplade, der er lagt ned i en plæne.
Ved Østrup kirke er der også anlagt en skovkirkegård med plads til både kister og urner. Endelig vælger nogen den løsning, at deres aske skal spredes over havet.
Sådan vidner kirkegården i dag om, at lysten til et traditionelt gravsted er blevet mindre. Samtidig er lysten til de individuelle løsninger blevet større.
